Myndighederne følger et stort antal områder for at undgå spredning af PFAS til miljøet.
Det viser Miljøstyrelsens nye kortlægning, hvor man som noget nyt har bedt myndighederne oplyse, om overblikket over brandøvelsespladserne har ledt til et øget fokus på andre kilder til PFAS-forurening.
"Forureningen ved brandøvelsespladsen ved Korsør blev begyndelsen på et intensivt fokus på PFAS, som Miljøstyrelsen har været en af de drivende kræfter i. Forureningssagen har haft konsekvenser for mange mennesker. På den triste baggrund er der udsprunget et generelt styrket fokus på den udbredte brug af PFAS, og hvordan man kan regulere brugen og bekæmpe forureningen,” siger kontorchef Jane Hansen fra Miljøstyrelsen.
Der er for eksempel kommet fokus på brandslukningsanlæg, deponeringsanlæg og tilsyn med virksomheder, der bruger PFAS i deres produktion.
Læs pressemeddelelsen: Her er miljøministerens PFAS-handlingsplan
Over hundrede forureningsundersøgelser
Kortlægningen viser overordnet, at myndighederne fortsat har fokus på mulig PFAS-forurening ved brandøvelsespladser. Myndighederne har foretaget mere end 107 forureningsundersøgelser på udvalgte brandøvelsespladser, mens yderligere undersøgelser er igangværende eller planlagt.
Kun en mindre del af brandøvelsespladserne giver anledning til en forurening, der skal undersøges nærmere.
Den første kortlægning af brandøvelsespladser blev igangsat efter, at man i 2021 opdagede en omfattende PFAS-forurening, der udsprang af brugen af brandslukningsskum på en brandøvelsesplads ved Korsør Brandskole.
Link: Se notat om kortlægningen her (PDF)
Udvalgte resultater af kortlægningen beskrives nedenfor.
Resultater for regioner
Regionerne har i perioden 2021 til 2024 undersøgt 95 brandøvelsespladser. De undersøgte pladser har alle det til fælles, at de potentielt set kan udgøre en risiko for ét eller flere af de offentlige indsatsområder, dvs. meget følsom arealanvendelse, grundvand, overfladevand eller beskyttet natur.
Kun en mindre del af pladserne er forurenet i et omfang, som giver anledning til at foretage yderligere undersøgeler, vurderer regionerne. Der er endnu ikke er fundet brandøvelsespladser, der giver anledning til forurening i grundvandet på niveau med den forureningen ved Korsør Brandskole.
Der er i perioden 2021 til april 2024 udført 1.045 undersøgelser på grunde, hvor der har været andre brancher, som har anvendt PFAS end brandøvelsespladser. Undersøgelserne er blandt andet udført, hvor der har været tæppeindustri, garverier, jern- og metalvareindustri samt plastvirksomheder.
Regionerne har identificeret 15.000 grunde, hvor der har været en branche eller aktivitet, der kan have givet anledning til forurening med PFAS. Ud af disse lokaliteter har regionerne fundet 455 lokaliteter, hvor der findes en børneinstitution. Hvis der på en børneinstitution har været en branche i den periode, hvor der er anvendt PFAS, er der foretaget en undersøgelse af overfladejorden i de ubefæstede arealer.
Resultater for Forsvaret
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har for nuværende registreret 106 arealer som brandøvelsespladser.
Siden 2013 har Ejendomsstyrelsen undersøgt brandøvelsespladser for PFAS-forurening. Brandøvelsespladser med stor aktivitet og inden for områder med særlige drikkevandsinteresser eller oplande til almene vandværker har Ejendomsstyrelsen prioriteret højest.
Ejendomsstyrelsen har i perioden 2023-2024 iværksat og afsluttet 12 undersøgelser af brandøvelsespladser. Yderligere 11 undersøgelser er i gang, og 5 undersøgelser er planlagt i 2024. Flere af undersøgelserne indbefatter mere end en brandøvelsesplads.
Siden 2021 har Ejendomsstyrelsen udført undersøgelser af PFAS i græs på bortforpagtede arealer nær brandøvelsespladser.
Resultater for kommunerne
Fælles for kommunerne er, at mange af de brandøvelsespladser, der ligger i kommunen, skal håndteres af regionerne jf. jordforureningsloven. For disse lokaliteter arbejder kommunerne og regionerne tæt sammen med henblik på at fastlægge forureningens alder, indledende og videregående forureningsundersøgelser samt overveje muligheden for påbud.
Fakta om kortlægning af PFAS ved brandøvelsespladser
Miljøstyrelsen har årligt siden 2021 lavet et overblik over PFAS-forurening ved brandøvelsespladser baseret på indmeldinger fra regioner, kommuner, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og Miljøstyrelsens virksomhedskontor.