Den nye viden, der indsamles i forbindelse med Sund & Bælts miljøkonsekvensvurdering af en mulig ny sænketunnel ved København, handler blandt andet om Øresunds havbund, vandkvalitet og fisk.
Data fra miljøkonsekvensvurderingen bliver som noget nyt lagt i den offentlige miljødatabase VanDa, som Miljøstyrelsen har været med til at udvikle.
Det er første gang, at VanDa forsynes med data fra en miljøkonsekvensvurdering. Normalt rummer VanDa kun viden indsamlet af myndighederne herunder Miljøstyrelsen i forbindelse med hav- og naturovervågningen i NOVANA. Miljøstyrelsen har guidet Sund & Bælt i anvendelsen af VanDa.
Læs Sund & Bælts pressemeddelelse (fra den 10. juli 2024)
”Ambitionen er at øge den samlede værdi af miljøovervågningsdata fra vores havområder for at kunne træffe de bedst mulige beslutninger. For at beskytte og genoprette vores havmiljø, har vi brug for alle de miljødata, der produceres fra de store infrastrukturprojekter og VE-projekter på havet,” siger vicedirektør Lars Møller Christiansen fra Miljøstyrelsen.
Med beslutning om etablering af Havnaturfonden er der afsat midler til yderligere udbygning af den nødvendige datainfrastruktur. Miljøstyrelsen forventer, at det fremover vil blive et krav, at miljødata fra kommende store VE- og Infrastrukturprojekter på havet lægges i bl.a. VanDa.
Læs pressemeddelelsen om havnaturfonden på Miljøministeriets hjemmeside
Fakta om VanDa
I 2021 oprettede det fællesoffentlige datasamarbejde, Danmarks Miljøportal, platformen kaldet VanDa, som indeholder data om vandløb, søer og havområder, for at følge udviklingen i det danske vandmiljø og gøre det lettere at tilgå og genbruge vanddata.
Sund & Bælt er i gang med en miljøkonsekvensvurdering af en mulig Østlig Ringvej i København, og gennemfører i den forbindelse en række marine undersøgelser. Data fra disse undersøgelser om vandmiljøet bliver nu delt i Danmarks Miljøportals VanDa-database.