Der er igen fundet ulovligt blyholdigt fiskegrej på det danske marked

Miljøstyrelsen har ved en kontrolkampagne i fire butikker fundet 22 ulovlige fiskegrejs-produkter med for højt indhold af bly. Blyholdigt fiskegrej har siden 2001 været ulovligt at importere og sælge i Danmark.

Selvom det har været forbudt at anvende bly i rekreativt fiskegrej siden 1. marts 2001, får Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion løbende stadig indberetninger vedrørende butikker, både online og fysisk, der sælger blyholdigt fiskegrej. Kemikalieinspektionen stopper også import af blyholdigt fiskegrej til privatpersoner, fra nethandel, dog ikke i så høj grad som tidligere.

Kemikalieinspektionen har i 2024 foretaget en mindre kontrolkampagne rettet mod fire fysiske fiskegrejsbutikker i henholdsvis København, Næstved-området, Randers og Kolding. Her medbragte Inspektionen sit XRF-apparat med henblik på evt. øjeblikkelig beslaglæggelse. Apparatet kan måle, om der er indhold af bly i produkterne. Ved kontrollen fandt inspektionen i alt 22 produkter, som ikke længere må sælges. 

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion konstaterede også ved kontrolbesøgene, at selvom produkterne markedsføres som blyfrie, så er det ikke altid tilfældet, ligesom der stadig markedsføres blyholdige produkter. Kemikalieinspektionen har fjernet de ulovlige produkter fra de virksomheder, som Kemikalieinspektionen har besøgt. I nogle tilfælde er der også tilbagekaldt fiskegrej grundet et meget højt indhold af bly. 

Du kan nedenfor se, hvilke produkter, som Kemikalieinspektionen har fundet, og som er ulovlige. Inspektionen opfordrer lystfiskerne til at returnere produkterne til butikkerne eller bortskaffe dem i overensstemmelse med de kommunale affaldsregler.

Bliver du opmærksom på, at et af produkterne forhandles i en dansk butik, så må du meget gerne indberette salget til Kemikalieinspektionen. Det kan du gøre ved at følge dette link: Anmeld ulovlige produkter

Du kan også gøre butikken opmærksom på, at de forhandler et ulovligt produkt og henvise til denne nyhed.

Driver du virksomhed, der forhandler fiskegrej, så bør du gennemgå dit varesortiment og sikre, at du ikke forhandler de ulovlige produkter. Det er altid virksomhedens ansvar, at sikre, at de produkter, som forhandles, er i overensstemmelse med gældende love og regler.

Fakta om blyholdigt fiskegrej

I Danmark er det ikke tilladt at importere eller sælge blyholdigt fiskegrej, hvis der er mere end 0,01% bly i enkeltdele af produktet. Reglerne er lavet for at beskytte miljøet såvel menneskers sundhed. Bly er et tungmetal, der bioakkumuleres op igennem fødekæden, og som derfor er til fare for især rovfisk og øvrige vand- og jordorganismer, men også for mennesker. Bly kan medføre en sundhedsskade - selv i ekstrem små mængder. Bly påvirker nervesystemet. Da børns nervesystems er under udvikling, er børn særligt følsomme, og det kan påvirke deres indlæringsevne og intelligens. Bly kan skade evnen til at få børn eller skade det ufødte barn under graviditeten. Det kan også skade børn, der bliver ammet, da bly findes i modermælken.
Derfor er det ulovligt at anvende bly til blandt andet fiskeri. Med reglerne formindske belastningen på miljøet ved deponering og forbrænding af affald, som indeholder bly, hvilket nedsætter den samlede miljøbelastning, som bly udgør.

Læs mere om bly og reglerne herom her: Information om bly på Miljøstyrelsens hjemmeside

Evt. spørgsmål, kontakt kontorchef Kim Holm Boesen på telefon 21625966 eller kihbo@mst.dk 

Kemikalieinspektionen fandt følgende ulovlige produkter

Produktnavn

Produktnummer

Fladen Rund Djupparavan 45 mm

#36-0845

Savage Gear balls clip on 5 gram

74138

Fladen Deep sea octopus rig size 8

#17-5304

Savage gear balls clip on 10 gram

74140

Savage gear balls clip on 15 gram

74141

Dinsmores Non toxic super soft shot, 7 comp square

5 056492 200027

Ball legers non toxic 3 sizes, Ball leger assortment box

5 056492 206548

Zebco Leadfree jighead, 60 gram

3171601

4A comp round

5 056492 200065

Fladen crossline rolling swivel

#15-2003

Dinsmores SSG 1,6 g single shot SSG

5 056492 200133

Fladen flatfish double – mother of pearl

#17-5801-50

Hvidovre Sport bullet lod med 2 svirvler 40 gram, 2 stk

-

Fladen double rig for flatfish

#17-5801

Dinsmores Super Soft Shot, 7 rum

T7B

Dinsmores Ball Legers/kuglelod – dispenser

BLB

Dinsmores splithagl sortiment, lille

TB4

Dinsmores Super Soft Shot splithagl – SSG (1,6 gr.)

81-50003

Zebco Blyfri Jighoveder – 60 gr.

3171601

Zebco Blyfri Jighoveder – 100 gr.

3171701

Grizzlylures Tornado hægtet – 22 gr. –F04 Sølv Tobis

10002204

Grizzlylures Tobis gennemløber –F06 3 Amigos UV-22 gr.

10012206