Forskningsrapport undersøger udvaskning af pesticider gennem grus og landbrugsjord

Forskningsprojektet ”NoNewBAM” har haft til formål at undersøge om ukrudtsmidlet Keeper L (med aktivstofferne diflufenican og glyphosat) udvasker mere gennem typiske belægninger på udyrkede arealer, end det gør gennem landbrugsjord.

Forskningsrapporten ”NoNewBAM” beskriver en undersøgelse, der havde til formål at undersøge om ukrudtsmidlet Keeper L (med aktivstofferne diflufenican og glyphosat) udvasker mere gennem typiske grus belægninger, end det gør gennem landbrugsjord, der er standardjorden, der undersøges ved godkendelse af pesticider. Ukrudtsmidlet var tidligere godkendt til brug på befæstede og stærkt permeable arealer. Befæstede og stærkt permeable arealer er fx arealer som terrasser, gårdspladser, indkørsler, torve/pladser, fortove, veje, stier eller parkeringspladser. Fælles for disse arealer er, at det øverste humusholdige jordlag er fjernet, og dermed kan risikoen for, at pesticider udvaskes gennem arealernes sand- og gruslag, øges. Ukrudtsmidlet er ikke længere godkendt i Danmark, og ingen andre tilsvarende ukrudtsmidler med de to aktivstoffer er godkendt til brug på de omtalte arealer.

Projektet viste, at to nedbrydningsprodukter (AE-0 og AE-B) fra aktivstoffet, diflufenican, blev dannet både i landbrugsjord og i grus. Specielt for AE-B blev det vist, at nedbrydningsproduktet kun videreomdannes i landbrugsjord, mens det ophobes i grus.

Laboratorieforsøg med 40 cm jordsøjler med frit afløb viste, at nedbrydningsproduktet AE-0 gennem hele forsøget blev udvasket fra søjler med stabilgrus eller skærver i koncentrationer mellem 1 og 1,5 µg pr liter. Tilsvarende blev nedbrydningsproduktet AE-B udvasket fra søjlerne gennem alle testede grustyper, men også gennem en leret landbrugsjord i koncentrationer over grænseværdien. I 2019 0g 2021 har  to nedbrydningsprodukter AE-B og AE-0 indgået i Miljøstyrelsens massescreeninger for pesticider i grundvand, uden de blev fundet.

Den højere udvaskning af de to nedbrydningsprodukter gennem grus end gennem sandet landbrugsjord i søjleforsøg tilskrives, at bindingen af diflufenican var meget højere i de testede landbrugsjorde end i grus. Bindingen af de to nedbrydningsprodukter AE-0 og AE-B til alle jord- og grustyper var samtidig væsentlig lavere end, hvad der blev fundet for moderstoffet, diflufenican.

Der blev på intet tidspunkt udvasket glyphosat fra søjler med grus eller grovsandet landbrugsjord, mens glyphosat i søjleforsøgene blev udvasket i koncentrationer over grænseværdien fra leret landbrugsjord kort tid efter sprøjtning. Sandsynligvis skete udvaskningen her gennem sprækker dannet pga. udtørring. Glyphosat og nedbrydningsproduktet, AMPA, blev endvidere fundet både i overfladeafløb fra et laboratorieforsøg med fliser og grus samt i overfladevand fra et villakvarter. Begge stoffer indgår hvert år i Miljøstyrelsens overvågning af overfladevand og grundvand samt i vandforsyningernes boringskontroller.

Nye regler i bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen betyder, at det på befæstede og stærkt permeable arealer fra 1. januar 2024 ikke længere er tilladt at anvende plantebeskyttelsesmidler, hvis aktivstoffer eller aktivstoffers nedbrydningsprodukter ikke er let nedbrydelige. De to aktivstoffer glyphosat og diflufenican eller deres nedbrydningsprodukter, som undersøges i forskningsrapporten, karakteriseres som ikke-letnedbrydelige, og det undersøgte ukrudtsmiddel vil derfor ikke kunne godkendes i Danmark til brug på befæstede og stærkt permeable arealer efter de gældende regler.

Projektet er støttet af Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelforskningsprogram.

Læs hele rapporten her.