I 2021 blev der genbrugt 91.000 tons forskellige materialer i Danmark, men danskerne genererede stadig nogle af de højeste affaldsmængder i Europa. Genbrug er derfor et vigtigt værktøj i kampen for forebyggelse af affald og et område som Miljøstyrelsen ønsker at styrke med dette inspirationskatalog.
Miljøstyrelsens inspirationskatalog indeholder råd og vejledning om indretning af genbrugsområder, der kan inspirere til nye og bedre løsninger for genbrug på kommunale genbrugspladser. Der præsenteres gode løsninger fra genbrugspladser over hele landet, der på forskellig vis har formået at øge raten af genbrug ved at vise de genbrugelige genstande på en indbydende måde, og drive ordninger i dialog med lokale aktører.
"Målet med dette katalog er at inspirere kommunerne til at tænke nyt og innovativt omkring genbrug på deres genbrugspladser. Vi håber, at det vil bidrage til at fremme genbrug mellem borgere, frivillige organisationer og virksomheder," siger Bjarke Slater Christensen, AC-medarbejder i Miljøstyrelsens enheden for Cirkulær Økonomi og affald.
Kataloget indeholder konkrete eksempler på, hvordan forskellige genbrugsområder kan udformes og indrettes så mere bliver genbrugt.
Eksemplerne er opdelt i tre kategorier:
- Områder med direkte bytte som er simpel og nem at komme i gang med.
- Separate indsamlings- og afsætningsområder som skaber mere orden.
- Indsamlingsområder med central afsætning som giver borgerne mulighed for at tilgå alt genbrug et sted.
Kataloget er tiltænkt som inspiration for kommuner, som endnu ikke har etableret en genbrugsordning, eller for kommuner som ønsker at forbedre eller udvide en eksisterende ordning.
Inspirationskataloget kan hentes her