Ikrafttrædelse af ny bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer grundet teknisk fejl i bilag 2 i den foregående bekendtgørelse

Den 1. august 2024 træder en ny bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer i kraft. Bekendtgørelsen udstedes som følge af en teknisk fejl i bilag 2 i bekendtgørelse nr. 436 af 26. april 2024 om udpegning af drikkevandsressourcer, hvor en række indvindingsoplande til almene vandforsyninger mangler. De manglende indvindingsoplande har været vist på Danmarks Arealinformation, Danmarks Miljøportal, men ikke på Retsinformation.

Miljøministeren har udstedt en ny bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer. Bekendtgørelse nr. 935 af 22 juli 2024 træder i kraft 1. august 2024 og kan findes på Retsinformation. Bekendtgørelsen følger op på bekendtgørelse nr. 436 af 26. april 2024 om udpegning af drikkevandsressourcer.

Miljøstyrelsen har beklageligvis opdaget en teknisk fejl af gældende bekendtgørelse nr. 436 af 26. april 2024 om udpegning af drikkevandsressourcer. Den tekniske fejl består i, at Miljøstyrelsen i forbindelse med kundgørelsen af bekendtgørelsen ikke har fået medtaget alle indvindingsoplande til almene vandforsyninger i Danmark i bilag 2. De manglende indvindingsoplande har været en del af høringsmaterialet og er i forbindelse med bekendtgørelsens vedtagelse blevet udstillet på Danmarks Miljøportal (jf. § 1 stk. 2), men indvindingsoplandene er ikke kommet med på kortbilagene på Retsinformation. Det drejer sig om indvindingsoplande til almene vandforsyninger i Brønderslev, Hedensted, Helsingør, Hjørring, Horsens, Næstved, Slagelse, Viborg og Vordingborg kommuner.  

Bekendtgørelsen omfatter områder med drikkevandsinteresser (OD), områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD), indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for OSD, nitratfølsomme indvindingsområder (NFI), sprøjtemiddelfølsomme indvindingsområder (SFI), indsatsområder (IO) og boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).

De gældende områdeudpegninger kan ses på MiljøGIS og Danmarks Arealinformation.