Nye tal: 3 ud af 4 kommuner har udrullet affaldssortering

Den nye affaldsordning er implementeret i 76 procent af landets kommuner - og er godt på vej i de resterende.

74 af landets 98 kommuner er nu registreret i mål med implementeringen af affaldsordninger for de 10 fraktioner af husholdningsaffald. Det viser en ny kortlægning fra Miljøstyrelsen, som opgør status pr. 31. december 2023.

Blandt de resterende 24 kommuner, viser kortlægningen, at 23 kommuner er i gang med udrulningen, og at de forventer at være i mål i løbet af 2024.

En enkelt kommune har oplyst, at de forventer, at ordningen først kan betragtes som fuldt implementeret i løbet af 2025

Flere grunde til forsinkelser

Alle kommuner har politisk vedtaget planer for indsamling af husholdningsaffald, som opfylder kravene om særskilt indsamling af mad-, papir-, pap-, metal-, glas-, plast-, mad- og drikkekartoner, restaffald, farligt affald og tekstilaffald.

Der kan være borgere, som kan opleve, at de mangler fraktioner, selvom deres kommune fremstår registreret i mål. Det skyldes, at Miljøstyrelsen har vurderet, at kommunen som helhed er i mål og kun mangler enkelte mindre områder.

I de kommuner, som ikke har fuldt implementeret alle ti fraktioner mangler primært fem fraktioner; farligt affald, plast, tekstil, mad- og drikkekartoner og madaffald.

Baggrundene for forsinkelser varierer og kan eksempelvis være lang leveringstid på indsamlingsmateriel, afklaring af placering af (nedgravede)containere i etagebebyggelser eller afklaring af placering af fællesløsninger i sommerhusområder.

Læs mere om affaldssortering her: https://mst.dk/borger/affald-og-forurening/sortering-af-affald/stroemlinet-affaldssortering

Læs Miljøministeriets pressemeddelelse om kortlægningen af affaldssorteringen her.

Fakta

Miljøstyrelsen har siden 2016 kortlagt status for kommuners ordninger for indsamling af husholdningsaffald.

Kommuner, der ved opgørelse ved årsskiftet 2021/2022 ikke var i mål med affaldsordningerne, kunne under visse betingelser søge fristudsættelse for indføring af affaldsordningerne til maksimalt 31. december 2023, dog for farligt affald maksimalt til 31. december 2024.

Kortlægningen giver et overblik over antallet af kommuner, som efter 2023 mangler at indføre hele indsamlingsordningen eller væsentlige dele af en indsamlingsordning for en eller flere af de ti fraktioner fordelt på fraktioner. Sammenholdes kortlægningen med resultater fra kortlægningen 2021/2022 ses forbedring på alle opgjorte fraktioner.

Tabel 1. Sammenligning af kortlægninger, manglende fraktioner

Fraktion

Antal kommuner, kortlægningen 2021/2022

Antal kommuner, kortlægningen 2023/2024

(indføres efter 2023, i hele eller enkelte boligtyper/områder)

Madaffald

10

7

Papir

5

3

Pap

5

3

Glas

12

2

Metal

11

3

Plast

19

8

MGP*

Ikke opgjort

6

Mad- og drikkekartoner

26

7

Farligt affald**

Ikke et krav i 2021

12

Tekstil***

18

8

 

* MGP står for metal, glas og plastik. Det er tilladt for kommuner, at fortsætte en allerede etableret indsamlings­ordning for kombineret indsamling af glasaffald, metalaffald og hårdt plastaffald indtil den 1. januar 2025. Nogle MGP-kommuner indsamler særskilt blød plast og mad- og drikkekartoner. 

** for farligt affald har kommunerne kunne søge dispensation for tidsfristen for indførelse af ordning for særskilt indsamling af farligt affald. Af de 12 kommuner, som mangler at implementerer ordning for farligt affald, har 3 en dispensation til udgangen af 2024.

***1 af de 8 kommuner, som mangler en særskilt indsamling af tekstil, mangler udelukkende tekstil, og 2 mangler udelukkende tekstil og farligt affald, men har fristudsættelse for farligt affald til udgangen af 2024.

Bemærk: Fraktionerne udelukker ikke hinanden pga. mulighed for flere ordninger parallelt, så summen giver ikke 98.