Sidste udkald for blyholdig ammunition til jagt

Efterårets jagter bliver de sidste jagter i Danmark med bly i riffelløbet. Fra 1. april næste år, er bly forbudt i centraltændt riffelammunition til jagt, men må dog stadig bruges på skydebanen.

""
Vær på forkant med blyforbuddet, som træder i kraft 1. april 2024, og bliv blyfri jæger allerede i denne jagtsæson lige som den mangeårige jæger, seniorforsker Niels Kanstrup, Aarhus Universitet. Foto: Ulla Skovsbøl

”Kom nu i gang! Der er ikke noget at vente på. Du rammer lige så godt og præcist med blyfri ammunition, og den er fuldt ud så sikkert og effektiv som den ammunition, du har været vant til at bruge.”  

Sådan lyder opfordringen fra Torben Christiansen. Som skovfoged og skytte for Naturstyrelsen i Jægersborg Dyrehave gennem næsten 40 år, har han nedlagt hundredvis af hjorte – både med bly og uden, og han ved godt hvad han foretrækker:

Kortere flugtafstand med blyfri

”Selv om blyammunition først er forbudt fra næste jagtsæson, bruger jeg ikke andet nu. Jeg foretrækker den blyfri ammunition, blandt andet fordi den giver en større chokvirkningen, når kuglen rammer end den gammeldags ammunition. Det betyder, at dyret ikke løber så langt, før det forender, og det er altid at foretrække,” forklarer han.

Den kortere flugtafstand er blandt andet dokumenteret i en stor sammenlignende undersøgelse, hvor Torben Christiansen var med til at skyde 531 dyr med henholdsvis blyfri og blyholdig ammunition. Undersøgelsen blev gennemført i Jægersborg Dyrehave under ledelse af seniorforsker Niels Kanstrup fra Aarhus Universitet på bestilling af Miljøstyrelsen.

Mød Torben Christiansen i denne video:

Bly er et miljøfarligt stof

Bly bliver forbudt i centraltændt riffelammunition til jagt i Danmark fra 1. april 2024, fordi det et giftigt tungmetal. Det er sundhedsskadeligt for både dyr og mennesker, og det ophobes i fødekæden.

Derfor blev bly allerede i 1996 forbudt i haglpatroner til jagt og er udfaset i de fleste andre produkter, hvor det tidligere blev anvendt. Det gælder for eksempel benzin, taginddækning og maling.

Ingen ved med sikkerhed, hvor meget bly, riffelammunitionen har efterladt i naturen, men Danmarks Jægerforbund har ud fra vildtudbyttestatistikken beregnet, at danske jægere efterlader op til 2.000 kilo bly i naturen hvert år, hvis alle bruger blyholdig ammunition og gennemsnitligt afgiver 1,5 skud per nedlagt dyr. Tallet er dog formentlig væsentligt lavere nu, fordi mange jægere allerede er blevet blyfri.

Undtagelser for forbuddet

Jægere, som har blyholdig ammunition liggende, når jagtåret 2023/24 slutter, kan aflevere den hos deres våbenhandler, bruge den i udlandet eller eventuelt anvende den på skydebanen.

På skydebanerne vil blyholdig ammunition fortsat være tilladt, og forbuddet gælder ind til videre heller ikke for hverken salonrifler, som bruger randtændt ammunition, eller for ammunition til luft- og fjedervåben.

Læs mere på hjemmesiden God Jagt uden Bly og få svar på dine spørgsmål.