Store beløb reserveres nu til at stoppe dræningen og ekstensivere driften af lavtliggende, kulstofrige og klimabelastende lavbundsjorder.
Regeringen afsætter mere end 600 mio. kr. i Miljøstyrelsens tilskudsordning til klima-lavbundsprojekter herunder til forundersøgelser, anlæg og kompensation til lodsejerne for arealer, der udgår af intensiv drift.
Sidste år gav Miljøstyrelsen tilsagn til klima-lavbundsprojekter for et tilsvarende antal millioner.
Årets pulje rækker til at betale for at stoppe grøfter, fjerne dræn og på anden vis skabe naturlig afvanding på cirka 5.000 hektar landbrugsjord. Ud over at bidrage til at reducere landbrugets udledning af CO2, bidrager klima-lavbundsprojekterne også til at reducere udvaskning af kvælstof til vandmiljøet, samt skaber forbedret muligheder for biodiversiteten.
Læs pressemeddelelsen fra miljøministeren
Tilskud til klima-lavbundsjord kan søges af landmænd, kommuner og fonde. Læs mere om, hvordan man søger her: www.mst.dk/lavbund
En bid vej igen
Selvom det er store beløb, der er reserveret til klima-lavbundsordningen, er der stadig lang vej igen til målet om udtagning af 100.000 hektar lavbundsjord.
Miljøstyrelsen har foreløbig givet tilsagn til 78 klima-lavbundsprojekter (7.270 hektar). Heraf er 67 projekter i gang med forundersøgelser (6.542 hektar), fem projekter har færdiggjort forundersøgelser (100 hektar), et projekt er i anlægsfasen (12 hektar), fire projekter er annulleret (373 hektar), og et projekt er gennemført (187 hektar).
Ifølge den seneste opgørelse fra april 2023 er der i alt givet tilsagn til udtagning af ca. 30.400 hektar lavbundsjorder inkl. randarealer. Tallet inkluderer projekter støttet af Miljøstyrelsen, Landbrugsstyrelsen og Naturstyrelsen. Følg udviklingen her: www.udtagning.dk.
Fakta: Den politiske aftale om lavbundsjorder:
Det er ambitionen i Landbrugsaftalen fra oktober 2021, at 100.000 hektar lavbundsjorder inkl. randarealer skal tages ud af produktion frem mod 2030. Vådgøring af lavbundsjord skal bidrage til at indfri målet om at reducere landbrugets udledning af drivhusgasser med 55-65 procent i forhold til 1990. Udtagningen lavbundsjorder udgør en væsentlig del af denne indsats.
Sidste år blev alle 45 projektansøgninger til Miljøstyrelsen imødekommet, og der blev i alt givet tilsagn til udtagning af 4.934 hektar.
Miljøstyrelsen afholder online infomøde om ansøgningsrunden onsdag d. 11. oktober kl 14-15. Læs mere på www.mst.dk/lavbund
Tilsagn i alt | 78 projekter, 7.270 ha |
Forundersøgelsesfasen | 67 projekter, 6.542 ha |
Anmodning om realisering (under sagsbehandling) | 5 projekter, 100 ha |
Under realisering | 1 projekt, 12 ha |
Realiseret | 1 projekt, 187 ha |
Annulleret | 4 projekter, 375 ha |