Miljøstyrelsen uddeler fem millioner til forskning i vildt

Fem millioner kroner af jagttegnsmidlerne fra 2023 bliver nu øremærket til forskning i forbedringer af vildtets levevilkår, forebyggelse af forstyrrelser af fugle og pattedyr, afværge af vildtskader og ny viden om vildtbestandene.

Forskning i markvildtets - for eksempel harernes - levevilkår i det åbne land, er blandet de områder, som kan få støtte fra den nye projektpulje. Foto: Colourbox

Forskere ved universiteter og vidensinstitutioner har nu mulighed for at søge tilskud fra en projektpulje, som skal fremme forskning i vildtet i den danske natur. Puljen er på fem millioner kroner og finansieres via jagttegnsmidler.

For at komme i betragtning skal projekterne dreje sig om udvikling af nye metoder til overvågning af vildtbestandene, nye tiltag, som forbedrer vildtets levevilkår, udvikling af afværgeforanstaltninger, som forhindrer vildtet i at gøre skade på menneskelige interesser eller andre arter eller undersøgelser af forstyrrelser af fugle og pattedyr i naturen.

Ved bedømmelsen af ansøgningerne indgår blandt andet projektets medfinansiering, borger- og interessentinddragelse og projektets relevans i aktuel og praktisk vildtforvaltning i Danmark. Projekterne skal være nytænkende, men må gerne bygge på eksisterende viden og bringe den et skridt videre.

Miljøstyrelsen forventer, at forskerne formidler resultaterne til de relevante målgrupper, når projektet er slut. Formidlingen skal være tænkt ind i projektet fra starten.

Læs mere og søg puljen her

Temaer for projekterne

  1. Bestandsovervågning: Udvikling og videreudvikling af omkostningseffektive metoder til bestandsovervågning af vildt, eksempelvis brug af DNA og/eller citizen science
  2. Vildtets levevilkår: Udvikling af omkostningseffektive tiltag og nye metoder til forbedring af pattedyrs og fugles levevilkår i det åbne land
  3. Afværge af vildtskader: Udvikling og afprøvning af nye afværgeforanstaltninger.
  4. Forstyrrelser af vildtet: Undersøgelser af forstyrrelser af fugle og pattedyr.