Der er den 22. november kommet en nyere version af bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter, der træder i kraft 1. januar 2024
Ny model for opkrævning af rottebekæmpelsesgebyr - § 52
Som følge af ændringer i Skatteministeriets regler for opkrævning af ejendomsskat og ændring af vurderingsmetoden for erhvervsejendomme, så der fremadrettet ikke vil blive udarbejdet ejendomsværdier på erhvervsejendomme m.v., har der været brug for en ny model for beregning og opkrævning af gebyret. Gebyret vil fremadrettet blive opkrævet på baggrund af ejendommes areal, som kommunerne har adgang til via BBR-registret.
Optagelseskrav på R1-autorisationkursus - § 19
Der er foretaget ændringer mhp. at relevant ansættelse i kommunalteknisk forvaltning eller i Miljøministeriet sidestilles med erhvervsmæssig erfaring med muse- eller rottebekæmpelse.
Erhvervsministeriets regler om autorisation - § 34
Erhvervsministeriets (Sikkerhedsstyrelsens) regler vedrørende krav om autorisation ifm. arbejde på kloakområdet (Autorisationsloven §§ 7-8) herunder opsætning af rottespærrer i kloakker er justeret, således, at der blot henvises til reglerne under Erhvervsministeriets ressort.
Hjemtagning af gift
I bilag 6 om oplysninger, der skal registreres og indberettes, skal der fremadrettet også indberettes om mængden af de udlagte kemiske bekæmpelsesmidler, der er indsamlet igen (hjemtaget).
Overgangsbestemmelse - § 62
Registrering og indberetning af oplysninger om hjemtagne mængder af kemiske bekæmpelsesmidler, skal ske fra den 1. juli 2024.