Til virksomheder: Nye EU regler for mikroplast

For at beskytte miljøet mod udledning af omkring en halv million tons mikroplast, har EU vedtaget en ny begrænsning under den europæiske kemikalielovgivning, REACH forordningen. Den trådte i kraft 17. oktober 2023 og finder straks anvendelse.

Bemærk!

Bemærk at dette er en historisk nyhed. Der er den 25. januar 2024 kommet en ny fortolkning fra EU-kommissionen af, hvilke produkter der er omfattet af Mikroplastrestriktionen. Læs mere på EU-kommissionens hjemmeside

Den nye EU begrænsning af mikroplast forbyder markedsføring af mikroplast som sådan og i blandinger, som frigiver mikroplastpartikler ved almindelig brug.

Mikroplast anvendes i mange forskellige produkter for at give et bestemt udseende, en særlig tekstur eller funktion. Eksempler på produkter, der kan indeholde mikroplast er kunstgræsbaner, gødning, husholdningsprodukter, kosmetik, nytårs- og julepynt. Løst glimmer og glitter er også eksempler på mikroplast.

For visse produkter er der vedtaget tidsbegrænsede undtagelser og overgangsperioder. Der er derudover indført en generel undtagelse for mikroplastprodukter, som allerede var markedsført for første gang på det europæiske marked før den 17. oktober 2023. Det betyder, at butikker fortsat kan sælge ud af de lagre af mikroplast, som de har købt og modtaget før 17. oktober 2023.

Fakta: Lovgivning

Se EU restriktionen i sin fulde længe (Eur-lex)

Læs EU kommissionens foreløbige Q&A om mikroplastrestriktionen

Danmark har allerede et nationalt forbud mod import og salg af visse kosmetiske produkter, der indeholder mikroplast.
Læs mere 

Hvis du har spørgsmål til mikroplastrestriktionen eller til REACH forordningen, er du velkommen til at skrive til Miljøstyrelsens REACH-helpdesk på REACHspm@mst.dk

Fakta om mikroplast

Der bruges omkring 145.000 tons mikroplast i EU hvert år. 42.000 tons mikroplast udledes hvert år til miljøet fra produkter, hvor det er bevidst tilsat. Mikroplast nedbrydes ikke og derfor ophobes det i dyr og i miljøet, hvor det forurener økosystemer og fødekæder.