Ny tilskudsordning til lodsejere der har fået forkert tilskud til §3-arealer

Miljøstyrelsen åbner for tilskud til lodsejere, som har fået nedjusteret deres tilskudsbeløb under tilskudsordningen 'sammenhængende arealer'.

Foto: Kristine Mulbjerg, MST

Der er hjælp på vej til lodsejere, der har modtaget for meget i tilskud til ordningen 'sammenhængende arealer', og som derfor skal betale tilbage.  

Det sker i form af en ny tilskudsordning, som åbner 10. november. Her kan man søge om tilskud på op til cirka 150.000 kroner, som udbetales efter en såkaldt de minimis-støtte efter reglerne i Kommissionens forordning nr. 1408/2013.

Miljøstyrelsen forventer, at den nye tilskudsordning vil kunne udligne det beløb, som lodsejerne skal tilbagebetale i cirka halvdelen af de cirka 70 projekter, som har fået tilsagn om tilskud til ’sammenhængende arealer’.

Du kan læse mere om baggrunden for tilbagebetalingen i nyheden her fra april 2023:

Naturprojekter under Miljøstyrelsen har fået for meget i tilskud

Direkte besked til lodsejere

Den nye tilskudsordning er åben en måned fra 10. november til 10. december. Den kan i første runde søges af lodsejere, som har fået en afgørelse om nedjustering af deres tilskudsbeløb.

Læs FAQ om tilbagebetaling.

De berørte lodsejere modtager direkte besked i e-boks, hvor de blandt andet informeres om den nye tilskudsordnings åbning og om mulighederne for at få tildelt tilskud svarende til det beløb, der skal tilbagebetales (dog højest svarende til 20.000 euro).

Tilskuddet gives under forudsætning af, at lodsejerne ikke har modtaget anden de minimis-støtte.

Ordningen forventes at åbne igen i 2024.

Læs mere om ordningen og se vejledning til ordningen her.