Stop for brug af sprøjtemidler ved drikkevandsboringer

Et nyt lovforslag skal sikre, at de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder holdes fri for pesticider.

Vandboring. Arkivfoto: MST

Kommunerne vil snart skulle skride ind og forbyde brug af sprøjtemidler ved drikkevandsboringerne, hvis der er risiko for forurening, og det ikke er lykkedes kommunen at få en frivillig aftale med lodsejeren.

Det bliver konsekvensen af et nyt lovforslag, der vil blive fremsat i næste folketingssamling og kan træde i kraft i midten af 2024.

Indsatsen med at indgå frivillige aftaler fortsætter. Miljøstyrelsen understøtter processen og er på vej med en digital platform, hvor der løbende føres status over beskyttelsen af de boringsnære beskyttelsesområder – også kaldet BNBO -  i alle landets kommuner.

På baggrund status målretter Miljøstyrelsen sin vejledning og opfølgning til de kommuner, der er længst fra mål med beskyttelsen af BNBO.

Lodsejere kompenseres

Lodsejere, der ophører med at anvende sprøjtemidler i BNBO kompenseres for den tabte indtjening. Størrelsen af kompensationen vil indgå i de frivillige aftaler mellem lodsejere og vandforsyningen. I forbindelse med et påbud vil lodsejeren få mulighed for at få vurderet erstatningen af taksationsmyndighederne på ekspropriationslignende vilkår.

Læs pressemeddelelsen fra miljøministeren 

Lovforslaget indgår i regeringens akutplan, der skal beskytte de danske drikkevandsboringer og samtidig kompensere de berørte lodsejere.

Fakta: Fund af sprøjtemidler i halvdelen af boringerne

I 2021 blev der konstateret rester fra pesticider eller nedbrydningsprodukter i ca. 50 pct. af de undersøgte drikkevandsboringer i vandværkernes obligatoriske boringskontrol.  I ca. 13 pct. var koncentrationerne over kravværdien for drikkevand. Kravværdien er for mange stoffer fastlagt 100-1.000 gange lavere, end det niveau, der vurderes sundhedsskadeligt.

Fakta: Så mange BNBO er beskyttet

I 2022 blev der udpeget 5.607 boringsnære beskyttelsesområder. Kommunerne har vurderet en risiko for forurening i cirka halvdelen af dem.

Foreløbig er det kun lykkedes at beskytte fem procent af de boringsnære beskyttelsesområder mod sprøjtemidler fra landbruget gennem frivillige aftaler. Det viser en evaluering fra 2022. Der har dog siden denne evaluering blev foretaget været fremgang, og de seneste tal viser, at ni procent af de boringsnære beskyttelsesområder, der har behov for beskyttelse, er beskyttet.

Status for alle BNBO er offentlig tilgængelig på Danmarks Arealinformation i lagkataloget under ”Status på BNBO”.