Når et deponeringsanlæg nedlukkes, vil der i en periode stadig skulle opsamles spildevand fra deponeringsanlægget (perkolat), som skal håndteres, indtil det vurderes, at anlægget ikke længere vil kunne udgøre en risiko for omgivelserne. Denne periode kaldes efterbehandlingsperioden.
Som udgangspunkt fastsættes efterbehandlingstiden til 30 år, men med udviklingen af et modelværktøj er det blevet muligt, ved hjælp af en beregning, at estimere hvor længe, det er nødvendigt at opsamle spildevand fra deponeringsanlægget, efter der er lukket for modtagelse af affald.
Til at beregne estimatet af efterbehandlingsperioden anvendes i modelværktøjet en række parametre. Nogle af disse er stof- og materialespecifikke, men da der i dag mangler viden om de materialespecifikke værdier for disse parametre, anvender modelværktøjet ofte standardværdier (defaultværdier) til beregningerne. Anvendelsen af defaultværdierne giver konservative estimater af efterbehandlingsperioden, men ved at kende og anvende materialespecifikke værdier, i stedet for defaultværdierne, kan mere realistiske estimater af efterbehandlingstiden opnås.
Miljøstyrelsen har på den baggrund igangsat et projekt med det formål, at få estimeret materialespecifikke værdier for de parametre, der kan anvendes til beregninger af efterbehandlingsperioden. Resultaterne af projektet er netop udgivet i Miljøprojekt nr. 2238 ”Øget viden om deponeringsegnet affald”.
For at kunne estimere de materialespecifikke værdier til den mere realistiske beregning af efterbehandlingstiden, er der anvendt resultater af test, der er udført på shredderaffald, blandet affald, kedelaske fra affaldsforbrændingsanlæg, elfilteraske fra forbrænding af spildevandsslam samt deponeret stenuld og glasuld. Der er i projektet fokuseret på de stoffer, som i denne sammenhæng er mindst velbeskrevne og derfor vil være af størst betydning beregningerne.
Beregningerne i projektet viser, at der kan være betydelig variation i estimaterne af de materialespecifikke værdier for samme stof og for samme affaldstype, men beregningerne viser også, at de fundne værdier oftest er væsentlig større end defaultværdierne. Det fremgår af rapporten, at hvis de i projektet fundne materialespecifikke værdier anvendes med omhu og forsigtighed, er det muligt at lave mere realistiske estimater af varigheden af efterbehandlingstiden.
Som et tillæg til projektet er udført udvaskningstest på kedelaske, slamforbrændingsaske, stenuld og glasuld. Væskerne fra udvaskningen (eluaterne) er analyseret for indhold af PFAS. Der er ikke påvist udvaskning af PFAS fra kedelaske og slamforbrændingsaske, mens der er påvist udvaskning af PFOA og PFOS fra deponeret stenuld, samt PFOA og PFDA fra deponeret glasuld.
Rapporten afsluttes med anbefalinger til yderligere aktiviteter, som kan forbedre kendskabet til deponeringsegnet affald.