Når alger, rurer og muslinger sætter sig på undersiden af både, mindskes bådenes fart, og forbruget af brændstof stiger. Ved at bruge biocidholdig bundmaling kan man forhindre begroning på undersiden af båden. Når båden er i vandet, vil disse biocider dog med tiden komme ud i vandet og måske ned i havbunden. Rapporten beskriver, hvordan man kan måle disse biocider i vandet og havbunden i havne og fjorde. På den måde kan man kortlægge hvilke og hvor store mængder af biocider, der findes i vores vandmiljø. Undersøgelsen viser også, at organiske biocidaktivstoffer ofte nedbrydes hurtigt, og at det derfor er vigtigt at se på nedbrydningsprodukterne, når man kortlægger disse biocider i vandmiljøet. Endeligt viser undersøgelsen, at udvaskning af biocidaktivstoffer fra bundmaling foregår anderledes og i meget lavere koncentrationer end fra facademaling.
Projektet er støttet af Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelforskningsprogram.