Selvom det er velkendt, at nikkel kan forårsage hudallergi, anvendes stoffet stadig i produkter, vi er i tæt kontakt med i hverdagen. Det er mængden af nikkel, der overføres til huden, som afgør om vi udvikler allergi. Derfor er nogle af disse produkter forsynet med en belægning, som skal forhindre eller reducere nikkelfrigivelse til et acceptabelt niveau. Miljøstyrelsen har undersøgt kvaliteten og holdbarheden af sådanne belægninger nærmere.
Miljøstyrelsen ønskede med dette projekt at se nærmere på, hvilke typer belægninger, der bliver anvendt på almindelige og relativt billige forbrugerprodukter, samt at kontrollere hvor godt de forhindrer nikkelfrigivelse fra produkter, der indeholder nikkel. Der blev undersøgt ørestikkere, piercingsmykker og legetøj fra henholdsvis danske, europæiske og ikke-europæiske butikker.
Undersøgelserne viste, at en stor del af de indkøbte produkter indeholdt nikkel, eftersom 86% (12/14) af de indkøbte piercingsmykker, 52% (14/27) af de indkøbte ørestikkere og 54% (12/22) af de indkøbte stykker legetøj indeholdt nikkel.
De nikkelholdige produkter blev nærmere undersøgt for nikkelfrigivelse for at vurdere effekten af belægningen, samt for at kontrollere om produkterne overholdt lovgivningen. Det viste sig, at en relativt stor andel af de nikkelholdige produkter frigav nikkel, selvom de var påført en belægning. Her viste undersøgelsen at 58% (7/12) af de undersøgte piercingsmykker, 36% (5/14) af de undersøgte ørestikkere og 25% (3/12) af de undersøgte stykker legetøj, frigav nikkel i en påviselig mængde.
Endvidere kunne Miljøstyrelsen udpege otte af disse produkter (et stk legetøj, tre piercingsmykker og fire ørestikkere), hvor den lovmæssige grænseværdi for nikkelfrigivelse var overskredet. De ulovlige produkter er blevet håndteret af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.
Det høje antal af nikkelholdige produkter, som trods belægning alligevel frigiver nikkel, tyder på, at tilstedeværelsen af en belægning på et produkt ikke altid er tilstrækkeligt til at forhindre nikkelfrigivelse. Selvom grænseværdien er overholdt, kan det ikke afvises, at nikkelfrigivelse i lave niveauer kan udløse nikkelallergi hos forbrugere, som er særligt sensitive.
Undersøgelserne viste også, at det har betydning, hvor du køber dine smykker. Hyppigheden af produkter, der overskred grænserne for nikkelfrigivelse, var nemlig cirka dobbelt så stor for produkter købt i webshops uden for EU, som for produkter købt i Danmark
Læs rapporten "Kortlægning og kontrol af forbrugerprodukter med nikkelfri belægning" Engelsk (English) version
Læs en kortfattet artikel, der opsummerer resultaterne fra undersøgelsen (pdf)
Yderligere oplysninger
AC-tekniker Maria Thestrup, Miljøstyrelsen, tlf. 21 43 62 39 | mail:matje@mst.dk
FAKTA
Lovgivning
EUs kemikalielovgivning har fastsat en grænse for hvor meget nikkel, der må frigives fra forbrugerprodukter. Nikkelfrigivelse fra et nikkelholdigt produkt kan fjernes eller reduceres ved at påføre en beskyttende belægning på produktet. Kemikalielovgivningen kræver at en sådan belægning på forbrugerprodukter skal kunne holde i mindst to år ved normal anvendelse. For øreringe/stikkere er der ingen tidsbegrænsning for hvor længe belægningen skal kunne holde.
Læs mere om hvordan nikkel er reguleret
Nikkel
Nikkel er en af de hyppigste årsager til kontaktallergi i Danmark og på verdensplan. En befolkningsundersøgelse foretaget i perioden 2006-08 blandt voksne fra Glostrup viste, at ca. 10% af kvinderne og 1% af mændene var allergiske over for nikkel. Nikkelallergi er især hyppig blandt kvinder, fordi kvinder formodes at have haft mere kontakt til uægte smykker end mænd. Allergien opstår oftest i ungdommen og hænger typisk sammen med ørepiercing og brug af uægte smykker.
Læs mere om nikkelallergi hos Videnscenter for Allergi
Råd til forbrugerne
- Hvis man har konstateret nikkelallergi bør man undgå smykker, der kan indeholde nikkel. Efterspørg produkter, som ikke indeholder nikkel, der hvor du handler.
- Hvis man er i tvivl om, hvorvidt der er nikkel i ens smykker, kan man købe en nikkeltest på apoteket.
- Stop straks med at bruge produkter, hvis man har mistanke om at produktet har forårsaget udslæt (Hvis udslættet er voldsomt bør man søge læge)
- Man tænker sig om, før man køber almindelige og relativt billige smykker fra netbutikker udenfor EU.