PFAS fundet i græs ved kysten

Græs på 60 kystnære engarealer indeholder PFAS over Fødevarestyrelsens indikatorværdi for foder.

Græslokalitet på den jyske vestkyst. Foto: NIRAS

En række engarealer tæt på kysterne kan være udsat for PFAS-forurening i en grad, så enggræsset er uegnet til foder.

Det viser en ny undersøgelse, som NIRAS har lavet for Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen.

I undersøgelsen blev der taget prøver af græs og overfladevand på 67 statsejede engarealer. Fødevarestyrelsens indikatorværdier var overskredet på 60 engarealer. Der blev også analyseret for PFAS i prøver fra vandhuller på engene. Her blev der fundet PFAS over indikatorværdien på ni ud af i alt 47 arealer. Når der er tale om ”indikatorværdi”, er det fordi viden om overskridelse af denne værdi ikke kan stå alene, men indikerer, at der kan være problemer med, at græsset anvendes som foder, og at det bør undersøges yderligere.

Prøverne blev primært taget i en afstand af op til én km fra havet langs Vestkysten fra Skagen til grænsen og langs den sjællandske vestkyst fra Rørvig til Skælskør. Desuden blev der taget syv prøver ved den østjyske kyst. Resultaterne fremgår af kortene.

”Resultaterne kunne tyde på, at der ud over punktkilder kan være tale om diffus forurening med PFAS, som blandt andet kan spredes fra havet til land. Der er tidligere fundet PFAS i vand og i havskum langs kysten. Der er dog brug for yderligere undersøgelser af mulige kilder og spredningsveje for bl.a. at finde ud af, hvordan PFAS er udledt til og spredes via havet,” siger kontorchef Jane Hansen fra Miljøstyrelsen.

I sommeren 2022 fandt Miljøstyrelsen og kommunerne PFAS i et stort antal vandprøver langs kysterne, dog under den vejledende grænseværdi for badevand.

Læs nyheden: Resultater af PFAS-undersøgelser af badevand 

Naturstyrelsen ejer de undersøgte enge og har underrettet Fødevarestyrelsen om resultaterne. Fødevarestyrelsen vurderer nu, om prøveresultaterne på de enkelte arealer kræver yderligere undersøgelser f.eks. ved at analysere de dyr, der har afgræsset arealet eller ved at analysere græs, som er høstet på arealet.

Læs NIRAS undersøgelse (PDF)

Naturstyrelsen har givet landmænd, som forpagter arealer, hvor der er taget græsprøver, besked om prøveresultaterne.

Se kort med PFAS-værdier i græs

Se kort med PFAS-værdier i vand

Læs mere om baggrunden for undersøgelsen af PFAS i græs 

Læs mere om PFAS påMiljøstyrelsens hjemmeside