”Fundet af hornmaskebien er opsigtsvækkende i sig selv, men det, der er rigtig interessant, er årsagen til, at vi finder den, nemlig at plantens stængel fungerer som overvintringshabitat for bien, og at den blev fundet midt i Odense by,” fortæller Mona Chor Bjørn, der er forsker ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.
Vejbede med lokal afledning af regnvand (LAR-vejbede) er dukket op på Odenses gader og veje de seneste år. Klimatilpasningsprojekterne har ikke kun til formål at rense og reducere mængden af vejvand i kloakkerne, de bidrager også til at gøre byen grønnere og understøtte dyre- og plantearternes mangfoldighed. Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) under Miljøministeriet støtter flere klimatilpasningsprojekter.
“Storbyer har et lokalt klima, som er varmere end det omgivende landskab (urban heat island effect) og kombineret med tilstedeværelsen af blotlagt veldrænet substrat som for eksempel grus- og kalkholdig filterjord, kan der opstå unikke levesteder for varmeelskende arter heraf spændende og sjældne arter af bier,” lyder det fra forsker Hjalte Calberg Ro-Poulsen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.
Unik mulighed for at understøtte biodiversiteten
I samarbejde med forskere fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning har VandCenter Syd siden 2017 testet og udvalgt hjemmehørende plantearter, der kan trives under de hårde vækstbetingelser i LAR-vejbedene. Samtidig har VandCenter Syd arbejdet for at forbedre den type filterjord, der anvendes i LAR-vejbede. For filterjorde til LAR-vejbede skal kunne tilbageholde uønskede stoffer fra vejvandet bedre, end de gør i dag, og der er brug for dokumentation for, hvor effektivt LAR-vejbedene kan tilbageholde og omsætte næringsstoffer og forurening fra vejvandet. Udfordringen med filterjord er derfor multifunktionel:
”I 2020 fik VandCenter Syd mulighed for at sætte fokus på denne flersidige problemstilling gennem forskningsprojektet ”Det holistiske LAR-vejbed,” hvis aktiviteter støttes af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram under Miljøministeriet med 3,6 mio. kroner,” forklarer projektleder Rikke Hansen fra Vandcenter Syd.
Når asfalt brydes op og erstattes af en ny grøn infrastruktur i form af multifunktionelle LAR-løsninger, opstår der en unik mulighed for at understøtte mangfoldigheden og spredningsmulighederne for arter i storbyer.
“Vores tidligere forskningsresultater viser, at LAR-vejbede, der er tilplantet med hjemmehørende plantearter, som normalt vokser i (kalk)græsland, kan understøtte fourageringsmuligheder for en lang række arter og organismegrupper samt at sådanne anlæg kan fungere som “trædesten” for bestøvende insekter,” fortæller Mona Chor Bjørn.
At understøtte diversiteten af arter handler dog om langt mere end fourageringsmuligheder.
Undersøgelserne i Odense peger indtil videre på, at naturbaserede løsninger, som LAR-vejbede, kan bidrage til at løse de tiltagende udfordringer med at håndtere den øgede nedbør og fungere som habitat for generalister såvel som specialiserede insekter og andre leddyr. Dog er der rigtig mange faktorer som eksempelvis konkurrence og pleje, der har indflydelse på plantesamfundets udvikling over tid. Disse ændringer afspejles i den associerede fauna, der dokumenteres i anlæggene.
”Træøen” i Odense
LAR-anlægget “Træøen” er blot ét af de eksisterende klimatilpasningsprojekter, der indgår og undersøges af forskere fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning. Anlægget blev etableret i vinteren 2019/2020 og håndterer afstrømmende vejvand fra en række gader i bydelen Bolbro i Odense. Vegetationen består, med få undtagelser, af en lang række hjemmehørende plantearter, der kan vokse i kalkholdig og tør jord for eksempel rundbælg, almindelig kongepen, mørk kongelys og stor knopurt.
I februar i år høstede forskerne visne blomsterstande og lagde dem i forseglede kasser i stabilt udendørsklima for at undersøge, om der var overvintrende insekter i planterne. I løbet af foråret og sommeren kom forskellige dyr til syne eksempelvis en nyklækket han og hun hornmaskebi (Hylaeus cornutus), som var blevet udruget i en stængel af den toårige planteart mørk kongelys (Verbascum nigrum).
Forskerne bag fundet af hornmaskebien er Mona Chor Bjørn, Mathias Just Justesen og Hjalte Calberg Ro-Poulsen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.
Bierne blev bestemt af Hjalte Calberg Ro-Poulsen og ekspertvalideret af Henning Bang Madsen fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet.
Det holistiske LAR-vejbed
- Udvikling og videnskabelig dokumentation af renseevne, hydraulik, fordampning og biodiversitet.
Formålet med forskningsprojektet er at udvikle en filterjord der kan rense for de næringsstoffer og uønskede stoffer som metaller, dækrester og tjærestoffer, der findes i vejvandet. Samtidig vil man styrke samspillet mellem filterjordblandinger og sammensætning af planter, så forholdet for fauna bliver tilgodeset og dokumenteret videnskabeligt.
Forskningsprojektet modtager støtte fra Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) under Miljøministeriet. Ud over VandCenter Syd deltager en række forskere fra København, Odense og Aarhus Universitet. Det samme gør specialister fra filterjordsleverandøren Byggros og rådgiverfirmaet Envidan.
Maskebier
- Maskebier (Hylaeus) er en slægt af små hvepselignende bier, som samler nektar og pollen i maven/kroen og derfor ikke har specialiserede hår som størstedelen af andre pollensamlende bier.
- Navnet kommer fra de hvide og gule markeringer på kroppen, hvor især hannerne ofte har karakteristiske ”masker.” Maskebier er i familien korttungebier (Colletidae) sammen med slægten silkebier (Colletes). Arter i familien har korte tunger og foretrækker at samle pollen fra småblomstrede urter med korte kronrør. Man vil fx ofte finde maskebier på blomster i skærmplantefamilien og småblomstrede kurvblomster som rejnfan og røllike.
- Maskebier er hulboende og bygger ofte rede i cylinderformede hulrum i dødt ved eller hule stængler. Celler i reden fores med et cellofanlignende sekret som bien selv producerer i bagkroppen. Europæiske arter udskiller en kraftig citrusduft, hvis de forstyrres, som har givet dem deres svenske navn ”citronbin.”
Hornmaskebi
- Hornmaskebi (Hylaeus cornutus). I 1914 fandt man to hunner på Lolland, som man antog at være strejfere og man mener, ikke at arten har haft en længerevarende reproducerende bestand i Danmark.
- Navnet kommer af, at hunnen har to meget karakteristiske små ”horn” nederst på ansigtet, som formodes at benyttes til at samle og flytte pollen. Begge køn har ingen farvemarkeringer i ansigtet som ellers er et unikt træk blandt maskebier.
- Bien bygger rede i kraftige hule plantestængler og har en kropslængde på 5-7 mm. Det formodes, at den lille art ikke flyver længere væk end 200 meter fra reden efter pollen. De voksne bier flyver formodentlig fra midt juni til midt august som andre danske maskebier.
- Arten lever i varme og tørre områder som skovbryn, kalkgræsland og ruderater (et område, der er præget af at have været udnyttet af mennesker).
- Udbredelsen dækker det meste af Europa op til Nordtyskland og Polen. Hornmaskebien er almindelig mod syd og sjælden i norden, men anses for at have udvidet sit udbredelsesområde nordpå i nyere tid. Arten er varmeelskende og dens genkomst må formodes at skyldes et varmere klima (som yderligere forstærkes i byen). Den er desuden registreret i Sverige for første gang i 2022.
Kontakt
Mona Chor Bjørn
Postdoc
chor@ign.ku.dk
35 33 18 45
Mathias Just Justesen
Postdoc
majj@ign.ku.dk
35 32 80 55
Hjalte Calberg Ro-Poulsen
Postdoc
hjrp@ign.ku.dk
35 33 13 34