Fem foreninger får støtte til formidling om jagt og vildtforvaltning

Fem jagtorganisationer har til sammen fået bevilget halvanden million kroner i støtte fra jagttegnsmidlerne til formidling om jagt og vildtforvaltning.

Danmarks Jægerforbund, Foreningen af Danske Buejægere og tre landsdækkede klubber for jagthunde får i år del i Miljøstyrelsens formidlingspulje, som i 2023 er på i alt halvanden million kroner finansieret af jagttegnsmidlerne.

Puljen havde modtaget fem ansøgninger, da fristen udløb, og da de alle fem lever op til ansøgningskriterierne, har de fået tilsagn om støtte. Blandt de fem var tre landsdækkende hundeklubber som arbejder med jagthunde.

”Vi har fået mange gode ansøgninger, og det er min klare overbevisning, at denne økonomiske håndsrækning kommer til at gøre en betydelig positiv forskel for foreningerne, der yder en kæmpe frivillig indsats i forhold til jagt- og vildtforvaltning,” siger forstfuldmægtig Anders Larsen, Miljøstyrelsen, som har ansvaret for formidlingspuljen. 

40.000 i grundtilskud

Hver forening får et grundtilskud på 40.000 kr. og resten af puljen bliver fordelt proportionalt efter foreningernes medlemstal. For at kvalificere sig til støtte, skal foreningen være landsdækkende, have mindst 1.000 betalende medlemmer og have et tydeligt fokus på jagt- og vildtforvaltning for eksempel ved at arrangere undervisning i jagt og vildtpleje eller ved af organisere træning i brug af jagthunde, m.v.

Den støtteberettigede formidling kan for eksempel dreje sig om brugen af jagthunde, aktiv hundetræning, praktisk vildtpleje, våbenpleje eller om anskydninger og hvordan man undgår dem.

Læs mere om formidlingspuljen her

Forening Tilskud 

Foreningen af Danske Buejæger

55.223

Danmarks Jægerforbund

1.219.978

Retrievernes Jagthundeklub

60.653

Klubben for FT Spaniels

59.649

Dansk Retriever Klub

104.497

  
Tilskud i alt 

1.500.000