Forskningsrapport belyser triazol-svampemidlers persistens, akkumulering og omdannelse til 1,2,4-triazol i jord

Nedbrydningsproduktet 1,2,4-triazol fra en række svampemidler forekommer ofte i dansk grundvand, herunder i Varslingssystem for udvaskning af pesticider til grundvand (VAP). Denne undersøgelse anskueliggør oprindelsen af nedbrydningsproduktet i grundvand i varslingssystemet.

Forskningsrapporten ”TRIAFUNG - Triazolfungiciders persistens, akkumulering og omdannelse til 1,2,4-triazol i jord” beskriver en undersøgelse af oprindelsen af nedbrydningsproduktet, ’1,2,4-triazol’, som relativt hyppigt forekommer i dansk grundvand, herunder også i VAP.

Det blev vist, at frø bejdset med triazol-svampemidler, der nedbrydes til bl.a. 1,2,4-triazol kan være en væsentlig årsag til, at 1,2,4-triazol ofte findes i målbare koncentrationer i grundvandet.

Resultaterne viser endvidere, at 1,2,4-triazol sandsynligvis ikke dannes naturligt, da der ikke blev påvist ’1,2,4-triazol’ i vandprøver fra tre naturarealer. Men resultaterne viste også, at en lille andel af svampemidlerne bindes meget hårdt til jorden, så denne bundne del kun yderst langsomt nedbrydes til 1,2,4-triazol. Ved gentagne anvendelser af midlerne er der derfor en tendens til, at midlerne ophobes i de øverste jordlag, hvorfra der over en lang årrække kan ske nedsivning af 1,2,4-triazol. Dette bekræftes af fund af svampemidlernes aktivstoffer i de øverste jordlag på VAP-marker, hvor midlerne ikke har været udsprøjtet i årevis. Langsom, men kontinuerlig nedbrydning af denne hårdt bundne andel af moderstoffer kan forklare fund af ’1,2,4-triazol’ i dræn- og grundvand under VAP-marker, hvor der ikke for nyligt er sprøjtet med svampemidlerne.

På baggrund af bl.a. foreløbige resultater fra dette forskningsprojekt har Miljøstyrelsen i løbet af foråret 2021 gennemgået alle godkendelser af triazol-svampemidler med aktivstofferne tebuconazol og difenoconazol. Dette har ført til, at nogle af midlerne har fået væsentlige begrænsninger i anvendelserne, har fået nye navne og registreringsnumre, og de tidligere godkendte midler er udfaset ift. anvendelse og besiddelse. Den nye regulering tager højde for den kombinerede anvendelse af bejdsemidler og sprøjtemidler med azoler.

Projektet er støttet af Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelforskningsprogram.

Læs hele rapporten her.