Et bredt flertal af Folketingets partier indgik den. 30. august 2022 en politisk aftale om udvidet producentansvar for emballage og engangsplastprodukter.
Det fremgår af den politiske aftale, at det konkurrenceudsatte marked for erhvervsaffald skal fastholdes, så private affaldsindsamlere fortsat står for indsamling, afsætning og behandling af affald – herunder emballageaffald - fra affaldsproducerende virksomheder.
Det udvidede producentansvar for erhvervsemballageaffald består i, at producenterne skal afholde de affaldsproducerende virksomheders nødvendige omkostninger til indsamling, afsætning og behandling af den del af affaldet, der er emballageaffald. Den affaldsproducerende virksomhed skal fortsat afholde omkostningerne til den del af affaldet, der ikke er emballage.
I praksis udmøntes dette ved, at der ved bekendtgørelse fastlægges en beregningsmetode for fastsættelse af den økonomiske kompensation, som de private affaldsindsamlere på vegne af de affaldsproducerende virksomheder får ret til at få dækket via den kollektive ordning eller individuelle producent, der har fået tildelt det geografiske område, hvor den affaldsproducerende virksomhed er beliggende.
Udvalgets opgave er at komme med en anbefaling til beregningsmetoden for den økonomiske kompensation. Udvalget kan desuden give en anbefaling til, hvor tit denne beregningsmetode skal genbesøges og evt. tilrettes.
Miljøstyrelsen skal som sekretariat bistå udvalget. Udvalget skal starte primo maj 2023 og skal kunne aflevere endelig anbefaling til beregningsmetode til Miljøstyrelsens godkendelse den. 30. november 2023.
Hvis du som kommende producent ønsker at vide mere om udvalget, kan dette ske ved henvendelse til Miljøstyrelsen på mst@mst.dk – skriv ”udvalg for erhvervsemballageaffald” i emnefeltet.