EU har vedtaget et forbud mod tre meget populære lysstof rør, som hænger i et stort antal på danske kontor- og servicevirksomheder, landbrug, industri, lagre, butikker, skoler og institutioner.
Lysstofrørene hedder T5, T8 og CFLni og indeholder kviksølv, som er en af de farligste miljøgifte, der findes.
EU vurderer selv, at ændringen af reglerne vil spare miljø og sundhed for mindst tre tons kviksølv frem mod 2035.
"Det en rigtig god nyhed for sundhed og miljø. Kviksølv er et tungmetal, der selv i meget lave koncentrationer indvirker på for eksempel indlæringsevnen hos børn, og stoffet er ekstremt giftigt for dyr og økosystemer, og derfor skal vi selvfølgelig begrænse det så meget som muligt", siger jurist Mia Udengaard Mikkelsen fra Miljøstyrelsen.
Helt konkret betyder de nye regler, at det fra henholdsvis februar og august 2023 bliver forbudt at sende nye CFLni samt T5 og T8 lysstofrør på det europæiske marked. Det er stadig tilladt for forhandlerne at sælge ud af deres lagre herefter, ligesom forbrugerne fortsat kan købe lysstofrør så længe lager haves samt bruge allerede købte lysstofrør.
Kviksølv er i forvejen forbudt i en lang række elektroniske produkter – herunder også belysningsprodukter, men kviksølvholdige lysstofrør har - på grund af mangel på alternativer til kviksølv - været undtaget reglerne i det såkaldte RoHS direktiv, der forbyder farlige stoffer i elektronik og elektronisk udstyr. Men nu hvor LED-teknologien er moden til at indtage de kviksølvholdige lysstofrørs plads, ophæver EU altså undtagelserne fra næste år.
Yderligere oplysninger
Mia Udengaard Mikkelsen, jurist, Miljøstyrelsen tlf. 23 60 99 57, e-mail: miaum@mst.dk
Om kviksølv
Kviksølv er et ”kendt og berygtet” stof på grund af dets giftighed og mulighed for at optages i fødekæden samt den globale spredning. Kviksølv er også et af de mest velundersøgte og regulerede stoffer både i Danmark, i EU og også globalt. På grund af kviksølvs alvorlige effekter for mennesker og miljø er brugen af kviksølv begrænset eller forbudt i mange produkter.
Kviksølv kan forårsage en række alvorlige skader på sundhed og miljø. Den måske alvorligste er skade på menneskers nervesystem allerede i fosterstadiet med en risiko for langsommere indlæring og udvikling hos børn.
Kviksølv er fundet overalt på kloden i både mennesker og dyr. Desuden er kviksølv konstateret i dyr og mennesker på Grønland og andre arktiske områder, hvilket understreger, at der er tale om et globalt problem, da der i disse områder ikke er lokale kilder af betydning, og at der derfor sker en betydelig transport via luft og vand.
Danmark arbejder, både i EU og internationalt, på at få så omfattende begrænsninger som muligt, herunder både forbud mod anvendelse og eksport for at minimere udslippene på global basis.
Om RoHS direktivet og det nye forbud
RoSH-direktivet forbyder salg af elektronik, der indeholder en række farlige stoffer over en vis mængde, herunder kviksølv. Men fordi mange af stofferne har gode, brugbare og nødvendige funktioner, er der mulighed for at dispensere fra forbuddet ved at oprette tidsbegrænsede undtagelser. Undtagelser accepteres dog kun, hvor og så længe det endnu ikke er muligt at erstatte det farlige stof med et andet ud fra blandt andet vægtige miljøhensyn. Derfor har kviksølv i visse lyskilder været undtaget RoHS-forbuddet, men nu hvor det er muligt at producere LED-lysstofrør, der kan erstatte de traditionelle lysstofrør med kviksølv, ophæves undtagelserne i RoSH direktivet.
Læs mere om Rosh-direktivet
EU vurderer, at miljøet spares for 2,9 tons kviksølv, alene som følge af udskiftningen af T5, T8 og CFLni-rør med LED-alternativer. Herudover vil overgangen til LED medføre yderligere besparelser på udledning af kviksølv fra generering af elektricitet ved kuldrevne kraftværker.
Hvad betyder forbuddet
I praksis betyder dette, at ingen af de omtalte rør må sendes på markedet af producenter og importører fra henholdsvis den 24. februar 2023 (CFLni) og den 24. august 2023 (T5 og T8). Rør, der er sendt på markedet, som er købt af forhandleren inden disse datoer, kan fortsat sælges af forhandlerne. Slutbrugerne kan fortsat benytte produkter, der allerede er købt og eventuelt taget i brug indtil de skal udskiftes.