Jagtforeninger kan nu søge støtte til formidling i 2023

Miljøstyrelsen har åbnet for ansøgninger til en pulje på 1,5 millioner kroner til landsdækkende jagtforeningers formidling om jagt og vildtforvaltning i 2023.

Puljen uddeler penge til medlemsblade og andre former for formidling om jagt og vildtforvaltning i foreningsregi. Foto: Colourbox

Igen i år afsætter Miljøstyrelsen jagttegnsmidler til oplysningsarbejde, som fremmer forståelsen af bæredygtig jagt og god vildtforvaltning. Der er 1,5 millioner kroner i puljen.

Ansøgningsfristen er 21. oktober 2022. Ansøgningen sker via Miljøstyrelsens hjemmeside, og pengene kommer til udbetaling i 2023.

For at komme i betragtning skal jagtforeningerne være landsdækkende og have haft mindst 1000 betalende medlemmer i gennemsnit over de seneste tre år.

Lokale foreninger kan derfor ikke få tilskud, og det kan Facebook Communities og lignende, som er gratis for brugerne, heller ikke.

Formidling om bæredygtig jagt

Støtten fra puljen skal gå til formidling af viden om bæredygtig jagt og vildtforvaltning.

Den støtteberettigede formidling kan for eksempel dreje sig om jagthunde og aktiv hundetræning, praktisk vildtpleje, våbenpleje eller om anskydninger, og hvordan man undgår dem.

Støtten skal bruges til trykning af medlemsblade, porto og distribution. Desuden kan man få støtte til kameraudstyr, software og lignende, som skal anvendes i formidlingsarbejdet. 

Alle tilskudsberettigede ansøgere kan få et grundtilskud på 40.000 kr. Tilskud derudover ydes proportionalt med antallet af betalende medlemmer i foreningen.

Krav om afrapportering

Tilskuddet fra formidlingspuljen bliver betalt, når kommunikations-aktiviteterne er gennemført. For at få udbetalt tilskuddet skal modtagerne indsende en kortfattet rapport om, hvad pengene er brugt til, og hvad der er kommet ud af det.

Har en forening modtaget mere end 250.000 kr. i tilskud, skal der indsendes et revisorpåtegnet årsregnskab. Er tilskuddet under 250.000 kr., er det tilstrækkeligt at indsende et ledelsespåtegnet årsregnskab.

Ansøgningsfrist

Fristen for at søge puljen er 21.oktober 2022.

Svar kan forventes i midten af november.

Hvad kan støttes?

Støtten skal bruges til trykning af medlemsblade, porto og distribution. Desuden kan man få støtte til kameraudstyr, software og lignende, som skal anvendes i formidlingsarbejdet. 

Har du spørgsmål?