Resistent rajgræs – udvikling og forebyggelse

En ny undersøgelse viser, hvordan driftsmetoder på landbrug kan påvirke resistensudvikling over for ukrudtsmidler hos rajgræs, der optræder som ukrudt.

I rapporten ”Resistent rajgræs – udvikling og forebyggelse” belyses, hvilken betydning dyrkningssystemet har for resistensudvikling over for de to vigtigste typer af ukrudtsmidler, som anvendes til bekæmpelse af rajgræs.

Resistens hos rajgræs mod ukrudtsmidler vanskeliggør bekæmpelsen af rajgræs på marker med andre græs- og kornafgrøder. De dyrkningssystemer, hvor problemerne er størst og stigende, er på arealer med stor andel af vintersæd og på arealer, der dyrkes pløjefrit. Til at modvirke denne udvikling bør der anvendes flere redskaber i en plantebeskyttelsesstrategi end kemiske ukrudtsmidler. En sådan integreret ukrudtsbekæmpelsesstrategi omfatter en række forebyggende tiltag, som kan bestå af en bevidst vekslen mellem afgrødetyper (sædskifte), sortsvalg, rækkeafstand og såtidspunkt samt opfølgning på foretagne behandlinger med kemiske ukrudtsmidler, som kan være monitering af bekæmpelseseffekt og registrering af udbredelsen af ukrudt på marken. Hvis fx dyrkningssystemets sædskifte indeholder en større andel af forårssåede afgrøder, vil det have en stor begrænsende effekt på rajgræs pga. den nødvendige jordbehandling om foråret. Imidlertid er udbyttet af vårsæd en del mindre end for efterårssåede afgrøder, hvorfor der er nødvendigt at se indtjeningspotentialet over en længere årrække. Herunder bør der tages højde for risikoen for kommende store problemer med ukrudtsrajgræs, såfremt integreret ukrudtsbekæmpelse ikke inddrages i dyrkningssystemet på de enkelte landbrugsbedrifter.

Rapporten beskriver ikke blot her-og-nu situationen i forhold til resistensproblemer hos rajgræs. I projektet er der også bagud skuende analyser af de aktuelle dyrkningssystemers indflydelse på udviklingen af resistens mod ukrudtsmidler hos rajgræs. Disse analyser stilles i rapporten til rådighed for landbrugets rådgivere og for simuleringsmodeller, der kan anvendes til beregne forskellige afgrøders betydning i sædskiftet over en mangeårig periode.

Rapporten beskriver tillige, at informationsindsatsen til landbrugerne med fordel kan udbredes mere, da de tiltag i en integreret ukrudtsbekæmpelse, der anbefales, alle er velkendte.

 

Projektet er støttet af Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelforskningsprogram.

Læs hele rapporten her