Gamle versioner af app´en til digitalt jagttegn lukker

Ældre udgaver af Miljøstyrelsens app Mit Jagttegn tages ud af brug den 14. juni. Jægere med version 1.1 eller ældre skal derfor opdatere appen i App Store eller Google Store.

Miljøstyrelsen har løbende fokus på at optimere datasikkerheden for alle borgere, som afgiver personoplysninger for eksempel i forbindelse med digitale jagttegn.

Oplysningerne kan misbruges, hvis de falder i forkerte hænder, og derfor er det altid nødvendigt at udvikle og opdatere IT-systemerne for at opretholde det højeste niveau af sikkerhed.

Det får nu konsekvenser for de ældste udgaver af Miljøstyrelsens app til digitalt jagttegn. I løbet af juni måned bliver de første versioner af app´en lukket, og det vil påvirke alle jægere, som har version 1.1 eller endnu ældre udgaver.

Ny version er påkrævet

De gamle udgaver af app´en vil helt holde op med at virke, og det er derfor nødvendigt at opdatere app’en via App Store eller Google Store for fortsat have adgang til det digitale jagttegn på mobilen.

Når man har hentet den nye version, vil man fremover automatisk få besked i app´en, hver gang der kommer en ny og bedre version, og det vil derfor fremover være hurtigt og let at opdatere den.

Cirka 55.000 jægere har digitalt jagttegn, og Miljøstyrelsen vurderer, at højst 1.000 vil blive berørt af lukningen, fordi de benytter de ældste versioner af app´en.