Dansk virksomhed vinder miljøpris

Den danske virksomhed Abena har netop vundet en AskREACH Award – en europæisk pris der uddeles til virksomheder, som er særligt gode til at kommunikere om skadelig kemi.

Tilbage i marts lancerede Miljøstyrelsen, sammen med 19 europæiske myndigheder og NGO’er i partnerskabet LIFE AskREACH, en konkurrence hvor europæiske virksomheder kunne dyste om at modtage en AskREACH Award inden for de to kategorier, Mest SVHC-bevidste forhandler’ og den ’bedste leverandørkæde-kommunikatør.

Prisen som ’Den bedste leverandørkæde-kommunikatør’ er netop blevet uddelt, og her blev danske Abena, som producerer plejeprodukter til sundhedssektoren og engangsprodukter til andre industrier, anerkendt for sit arbejde med at fremme kommunikation om særligt problematiske stoffer, de såkaldte kandidatlistestoffer (SVHC). Kandidatlistestoffer er stoffer, der  er mistænkt for at bidrage til for eksempel kræft, hormonforstyrrelser eller skader på miljøet.

Abenas sejr tilskrives navnlig deres proaktive indsats for at sikre god kommunikation i leverandørkæden ved at forpligte sine leverandører til at opfylde en række krav i forhold til blandt andet miljø.

Svenske Cervera, som forhandler produkter til køkkenet og hjemmet tog prisen hjem som den ”Mest SVHC-bevidste forhandler”, mens der var andenpladser til den tyske kaffeproducent Tchibo i kategorien ’Mest SVHC-bevidste forhandler’, og den tyske forhandler af outdoor tøj, Vaude, i kategorien ’Bedste leverandørkæde-kommunikatør”

Det er en dommerkomité, bestående af repræsentanter fra 4 af de i alt 20 partnerorganisationer i AskREACH-projektet, der har udpeget vinderne.

Yderligere oplysninger

Mia Udengaard Mikkelsen, Miljøstyrelsen, tlf. 23 60 99 57 eller e-mail:

FAKTA

Kandidatlistestoffer er et stoffer, der er endt på kandidatlisten under REACH, fordi de er mistænkt for at bidrage til for eksempel kræft, hormonforstyrrelser eller skader på miljøet. Når et kemisk stof er optaget på kandidatlisten, træder en række forpligtelser for virksomhederne i kraft. Det drejer sig blandt andet om informationspligten i REACH art. 33, stk. 2. Bedre kommunikation om kandidatlistestoffer i leverandørkæden er en forudsætning for god efterlevelse af virksomhedens pligt til at videreformidle informationer herom til forbrugere pr. forespørgsel efter REACH art. 33, stk. 2. Læs mere her.

AskREACH-projektet, som har afholdt den europæiske konkurrence, har til formål at øge kendskabet til og forbedre kommunikationen om kandidatlistestoffer i regi af informationspligten i REACH art. 33, stk. 2.  For at nå sine mål har projektet udviklet Tjek Kemien app, som forbrugere kan benytte til at rette forespørgsel til virksomheder, vedr. deres produkters indhold af kandidatlistestoffer. Ved at bruge app’en kan forbrugere få indblik i deres produkters indhold af stofferne og motiverer virksomhederne til at fodrer databasen bag app’en, så andre forbrugere kan få strakssvar, når de bruger app’en. Læs mere om projektet.