Miljøstyrelsen offentliggør overtrædelser af kemikalielovgivningen

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har fra 1. juli offentliggjort en liste over virksomheder og produkter, der overtræder reglerne som Inspektionen kontrollerer.

Offentliggørelse af håndhævelsessager

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion offentliggør på www.mst.dk hvilke stoffer, blandinger, varer og produkter, der ikke er i overensstemmelse med reglerne, eller som i øvrigt er anvendt, solgt eller markedsført i strid med reglerne. Offentliggørelsen foretages som et forbrugerhensyn, og finder sted, når Inspektionen konstaterer nogle ulovlige forhold omfattet af kemikaliereglerne.

Du kan finde de allerede offentliggjorte sager her

Inspektionen vil samtidig have meddelt en indskærpelse og/eller have udstedt et påbud eller forbud til de ansvarlige virksomheder. Hvis Inspektionen vurderer, at et produkt enten er farligt eller risikabelt, så vil virksomhederne derfor også som minimum være blevet meddelt, at produktet ikke måtte sælges mere.

Med den nye side kan alle borgere og virksomheder blandt andet få et overblik over, hvilke produkter eller serienumre/batchnr. man skal undgå. Der er f.eks. oplysninger om pesticider, smykker, kosmetik og legetøj.

Fakta

Kemikalieinspektionen kan offentliggøre de ansvarlige virksomheder, som Inspektionen har håndhævet overfor vedrørende f.eks. et af deres produkter. Det gælder f.eks. for legetøj, kosmetik, påklædning osv. så længe det omhandler ulovlige kemikalier.

Inspektionen kan i den forbindelse offentliggøre oplysninger om indskærpelser, påbud og forbud mv. Oplysningerne slettes igen to år efter offentliggørelsesdatoen.

Inspektionen kan dog ikke offentliggøre oplysninger i sager, der er omfattet af persondatareglerne, som er anmeldt til politiet eller hvor væsentlige hensyn taler imod en offentliggørelse (f.eks. bagatelagtige forhold).