Fortsat problemer med import af ulovligt toiletrens

Der tilbageholdes og beslaglægges stadig store mængder ulovligt toiletrens af Toldstyrelsen og Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.

Foto: Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion

Danske forbrugere køber og importerer fortsat store mængder ulovligt toiletrens. Tendensen har været stigende fra årets begyndelse, og selvom Inspektionen og Toldstyrelsen har kommunikeret om, at det er ulovligt at importere produktet, indkøbes produktet stadigt.

Således blev der i første halvår beslaglagt store mængder ulovligt toiletrens, hvilket i stor grad er fortsat ind i andet halvår. På nuværende tidspunkt er Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion i gang med at gennemføre beslaglæggelse af ca. 1000 tilbageholdte toiletrens-produkter. Hvis de beslaglagte varer ikke vurderes til at kunne lovliggøres, vil de i sidste ende blive destrueret.

”Den fortsat store mængde beslaglæggelser af ulovligt toiletrens tyder på, at en del af forbrugerne og virksomhederne ikke ved, at der er specifikke krav til de produkter, der indføres i Danmark og EU direkte fra tredjelande. Vi vil gerne slå fast, at det ikke er alle produkter, man falder over på e-handelsplatforme, der overholder de europæiske kemikalieregler,” – siger Kim Holm Boesen, kontorchef i Kemikalieinspektionen.

Når danske forbrugere og virksomheder importerer rengøringsmidler er de omfattet af den fælleseuropæiske Detergentforordning. Det betyder, at når produktet importeres, så skal det fremgå, hvad produktets ingredienser er. Derudover skal der være en dansk brugsanvisning tilstede med henblik på en sikker anvendelse af produktet af hensyn til menneskers sundhed og miljøet.

Som tommelfingeregel, er det en god ide at handle sine rengøringsmidler inden for EU´s grænser – på den måde er forbrugeren i større grad sikret produkter, der overholder lovgivningen herhjemme, herunder CLP-reglerne om klassificering, mærkning og emballering.

Ved yderligere information kontakt venligst: Kim Holm Boesen, Kontorchef i Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, kihbo@mst.dk