Igen er der konfiskeret store mængder ulovligt fiskegrej

Lystfiskere har i stor grad fundet fiskestangen frem og bevæget af ud i den friske luft for at prøve lykken ved landets kyster, søer og åer. Alt for mange importerer dog fortsat ulovligt fiskegrej.

Foto: Hjalte Andersen. Det endegrej der fremgår af billedet er lovligt, men lignende grej er blevet tilbageholdt af Toldstyrelsen og efterfølgende beslaglagt af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.

Det er blevet populært at være lystfisker. Ifølge Fiskeristyrelsens opgørelser har omkring 170.000 indløst fisketegn i 2020, hvilket er godt 32.000 flere end i 2019. Det skyldes formentlig vores trang til at komme ud i den friske luft i en tid, hvor mange andre fritidsinteresser har været sat på pause.

Den store interesse for lystfiskeriet bringer dog også en øget import af ulovligt fiskegrej med sig. Ved den seneste beslaglæggelse har Toldstyrelsen i samarbejde med Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion igen konfiskeret meget ulovligt fiskegrej sammenlignet med tidligere år. Indtil slutningen af juni har været 234 sager i år.

Fiskegrejet indeholder bly, som både er miljø- og sundhedsskadeligt. Det overholder dermed ikke de danske regler, der forbyder bly til hobbybrug. Der er ved beslaglæggelserne også konstateret gentagne overtrædelser.

”Inspektionen har i april og maj allerede fået 234 fiskegrejsbeslaglæggelser ind, og desværre kan vi konstaterer, at der er lystfiskere, der trods beslaglæggelse i 2020, igen i 2021 har indkøbt blyholdigt fiskegrej på nettet. Det kan oplyses, at hvis Inspektionen konstaterer den samme overtrædelse igen (for tredje gang), så overdrages sagen til politiet med henblik på udstedelse af en bøde,” siger Kim Holm Boesen, Kontorchef hos Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.

Der er hovedsageligt tale om ulovligt endegrej, der handles uden for EU's grænser, og dermed er det ikke omfattet af gældende bly-regler. På den baggrund bliver alt blyholdigt fiskegrej, der beslaglægges, destrueret. 

Fakta
Endegrej er kunstig madding i form af fx blink og spinnere (Se billedet i denne artikel). Toldstyrelsen skanner forsendelser, der kommer ind i landet og kan fastslå, at endegrejet indeholder bly. Derefter sendes det til Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, som påviser niveauet for indholdet af bly. Hvis der med sikkerhed er fundet bly i endegrejet, konfiskeres det.

Læs mere om reglerne for bly her.

Ved yderlige information kontakt venligst: Kim Holm Boesen, Kontorchef i Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, kihbo@mst.dk.