Flere beslaglæggelser af ulovlige pesticider i foråret

Miljøstyrelsens kemikalieinspektion har i foråret konstateret en stigning af ulovlig Roundup import fra England.

Det er forbudt at importere, markedsføre, besidde og anvende udenlandske pesticider. Det er uanset, om de købes via internettet eller importeres på vej hjem fra ferie i udlandet

Fra den 1. juli 2020 sidste år må du som privatperson uden autorisation kun købe pesticider, der sælges som klar-til-brug eller er midler med lav risiko. Dette har b.la. medført, at koncentreret Roundup blev forbudt at sælge pr. 1 juli 2020 til privatpersoner uden en autorisation.

Kemikalieinspektionen har derfor i samarbejde med Toldstyrelsen bl.a. fokus på import af koncentreret Roundup.

Kemikalieinspektionen har i april og maj konstateret en stigning af ulovlig import fra England, og har beslaglagt 23 forsendelser af koncentreret Roundup fra 0,25 liter – 2 liter. Det er en kraftig stigning sammenlignet med sidste år, hvor antallet beslaglæggelser af Roundup lå på 10 beslaglæggelser over hele året.

”Det er forbudt at importere, markedsføre, besidde og anvende udenlandske bekæmpelsesmidler. Det er uanset, om de købes via internettet eller importeres på vej hjem fra ferie i udlandet” siger Nanna Natacha Pedersen, der er inspektør i Kemikalieinspektionen og fortsætter:

”Bekæmpelsesmidler, som kan købes i Danmark, skal være godkendt af Miljøstyrelsen, som sikrer at produkterne ikke skader miljø eller sundhed. Køb og brug derfor kun bekæmpelsesmidler, som er godkendt i Danmark, og som har en dansk etiket og brugsanvisning”.

Find mere information om privates anvendelse af pesticider

For yderligere information kontakt venligst: Inspektør Natacha Pedersen, tlf.nr.: 21 56 13 56