Hårfjerningscreme og -skum

Hårfjerningsprodukter som hårfjerningscreme eller -skum er kosmetiske produkter, der opløser hårene lige under hudens overflade, så hårene kan skrabes af. Produkterne indeholder stoffer, der kan være stærkt ætsende for huden, og det er derfor vigtigt, at du læser og følger brugsanvisningen meget nøje.

Før du bruger en hårfjerningscreme, bør du sikre dig, at den er beregnet til det sted på kroppen, du ønsker at bruge den. Nogle produkter egner sig eksempelvis ikke til brug i ansigtet eller bikinilinjen. Det skal stå på emballagen. Herefter er det en god ide, at du giver dig tid til at læse alle informationer i brugsanvisningen før du bruger produktet.

Tips ved brug af hårfjerningscreme og -skum

Afprøv produktet i forvejen: Test et lille hudområde samme sted på kroppen som du vil bruge produktet på i den angivne tid. Skyl grundigt. Er der opstået irritation/rødme inden for 24 timer efter, bør du afholde dig fra at bruge produktet. Testen er desværre ikke en garanti, og den bør laves hver gang du vil bruge produktet.

  1. Brug ikke hårfjerningscremer/skum på acne, åreknuder, skønhedspletter, vorter, skadet, irriteret, tynd eller tør hud.

  2. Sørg for at huden er helt ren og tør før produktet påføres.

  3. Læs brugsanvisningen og overhold tiden. Tiden skal regnes fra det tidspunkt, du starter påføringen – ikke når du er færdig.

  4. Hvis hårene ikke er fjernet helt, så vent mindst 48 timer før du gentager behandlingen.

  5. Skyl meget grundigt med lunkent vand til du kan mærke, at der ikke længere er et fedtet lag på huden. Skyl hellere lidt for længe.

  6. Hvis du under behandlingen mærker en sviende eller brændende fornemmelse, skal du straks skylle produktet af. Varer fornemmelsen ved bagefter, bør du opsøge læge.

  7. Tænk over, hvad du smører på huden efter en hårfjerning. Undgå helst produkter med parfume eller alkohol på det behandlede område.

I øvrigt gælder som ved alt andet kosmetik, at hvis du er allergisk, bør du altid læse indholdsdeklarationen, før du køber et produkt, så du kan undgå det eller de stoffer, du ikke kan tåle.