Desinfektionsmidler

Der findes mange desinfektionsmidler eller produkter, der indeholder kemiske stoffer med desinficerende egenskaber. Lige fra rengøringsmidler over kosmetik og til imprægnerede beklædningsgenstande.

I langt de fleste tilfælde er det helt unødvendigt med desinfektionsmidler for at holde hjemmet eller kroppen ren. Almindelig rengøring, god hygiejne og sund fornuft er tilstrækkeligt. En undtagelse er, hvis du lejer et sommerhus med spabad eller pool – der er det nødvendigt at desinficere vandet for at undgå sygdomsfremkaldende bakterier.

Få tips til at undgå bakterier i pools og spa.

Risikoen ved at bruge for mange desinfektionsmidler er, at du både forurener miljøet, udsætter dig selv for et kemisk stof, der i mange tilfælde er overflødigt, og at der kan opstå problemer med resistent hos de mikroorganismer, som midlet virker på.

Et af de desinficerende stoffer, der har været meget fokus på, er triclosan. Triclosan har tidligere kunnet findes i rengøringsmidler, deodoranter, tandpasta, sportstøj mm. I dag er der ikke længere triclosan i rengøringsprodukter til private og forekomsten i kosmetik er stærkt reduceret.

Tips om desinfektionsmidler

  • Undgå desinfektionsmidler og produkter med desinficerende stoffer. Hvis der på et produkt fx står ”antibakterielt”, "bakteriehæmmende” eller ”meldugresistent” er det tegn på, at det indeholder et desinficerende stof.

  • Når du gør rent i hjemmet så brug almindelige (svanemærkede) rengøringsmidler.

  • Hvis du vil desinficere køkkenredskaber og skærebrætter, så skold dem med kogende vand

Gode råd om hånddesinfektion

Brug vand og sæbe
Håndvask med vand og sæbe er oftest nok. Så hvis der er vand i nærheden, så vask hænderne med vand og sæbe i stedet for at bruge håndsprit/hånddesinfektion. Hvis dine hænder er synligt snavsede kan hånddesinfektionens virkning nedsættes.

Brug rigeligt med hånddesinfektionsmiddel 
Hænderne skal være våde af hånddesinfektionsmidlet, det er ikke nok med en lille smule. Typisk vil der skulle to-tre pump til.

Gnid hænderne grundigt ind
Det tager ca. 30 sekunder at gnubbe hånddesinfektionsmidlet så grundigt ud på hænderne, at bakterier og virus bliver ødelagt.

Lad være med at blande selv
Alkohol er yderst brandfarligt, og din hud kan tage skade, hvis du ikke rammer den rigtige blanding. Lad være med at bruge rengøringsmidler eller andet til at desinficere hænderne med. Du kan ikke vide, om det kan slå vira ihjel, og det kan påvirke din sundhed på andre måder.