Bundmaling og miljøet

Hvad ved man om biocider i bundmaling i forhold til deres miljøskadelige virkninger og om begroningens natur.

Bundmaling med biocider bruges for at forhindre begroning på bådens bund. Begroning på lystbåde nedsætter sejlhastigheden og øger forbruget af brændstof, da en ujævn bund giver større modstand i vandet. For meget begroning på bunden, roret eller skruen vil også nedsætte manøvredygtigheden, og dermed kan det have betydning for søsikkerheden. Endelig kan begroning stoppe indtaget af kølevand til motoren og føre til overophedning og motorstop.

For træskibe og andre konstruktioner af træ er pæleorm et helt specielt problem. Pæleorm er en musling, der lever i gange, som den borer i træværk. Træet bliver efterhånden nedbrudt og mister sin styrke.

Hvor meget begroning, der kommer på bådens bund, er i høj grad afhængig af, hvor virksom bundmalingen er, og intensiteten af begroning i det pågældende farvand.

Hvad er begroning?  

En hvilken som helst overflade i havvand vil blive begroet.

Begroningen starter i samme øjeblik, båden kommer i vandet. Først sætter bakterier og encellede planktonalger sig fast. De udskiller nogle slimstoffer for at holde sig fast. Det slimede lag giver en ujævn overflade, som andre organismer kan sætte sig fast på.

Inden længe er overfladen dækket af en blanding af mange forskellige små og store organismer. Begroningen omfatter:

  1. slim (bakterielag)
  2. alger (eksempelvis grøn- og brunalger, tang)
  3. dyr (bryozoer, rurer, muslinger m.m.)

Slimlaget eller biofilmlaget består af bakterier og er typisk base for udvikling af yderligere begroning i form af alger og dyr. Dyrene, især rurer, regnes for den værste begroningstype, idet de binder sig utrolig hårdt til de fleste overflader, er svære at fjerne og skaber stor modstand i vandet.

Begroningen varierer både geografisk og med sæsonen. I Danmark kommer begroningen hurtigst om foråret og sommeren, mens det er et mindre problem om efteråret og vinteren. En lang række faktorer spiller ind på typen af begroning, og på intensitet og mængde. De primære faktorer er:

  • Salinitet
  • Temperatur
  • Nærigsstoffer
  • Lys

Disse faktorer varierer over året, fra år til år og især fra område til område. Dette betyde, at begroning ikke er en konstant faktor. I høj grad er saltkoncentrationen bestemmende for, hvor aggressiv begroningen er. Som tommelfingerregel gælder det, at jo mere saltholdigt vandet er, desto større er mængden af begroning.

Hvorfor er bundmaling med biocider et problem?

Undersøgelser viser, at mange biocider ikke kun er giftige over for den uønskede begroning på bådens bund, men også over for plante- og dyrelivet i havet. De fleste bundmalinger er tilsat biocider. Biocider er giftstoffer, der forhindrer, at blandt andet alger, rurer og muslinger sætter sig på bådens bund. Men forurener de store både, der sejler erhvervsmæssigt, ikke mere end de små fritidsbåde? Læs mere om påvirkningerne:

Som fritidssejler kan man undre sig over restriktionerne på brugen af biocider til lystbåde, da de store erhvervsfartøjer alt andet lige bruger større mængder bundmaling - og andre typer, der er mere giftige.

Men flere forhold taler for, at lystbådes forurening har en betydning i det samlede billede:

  • Lystbåde opholder sig mere af tiden i havne og marinaer, hvor der kan opbygges en koncentration af biocider i vandet. Store erhvervsfartøjer derimod ligger kun i havn i kortere tid.
  • Lystbåde sejler primært i de kystnære farvande, hvor vandudskiftningen er lille, og biociderne fortyndes derfor ikke så meget. Erhvervsfartøjer derimod opholder sig mere i dybe og strømfyldte farvande, hvor der sker en stor fortynding. Der er således fundet kobbersalte i kystnære danske farvande i koncentrationer, der er skadelige for planter og dyr. Koncentrationen aftager, jo længere man bevæger sig væk fra havne og marinaer.
  • Dyr og planter, der lever i kystnære farvande, er typisk mere følsomme over for biocidernes skadelige virkninger end organismer i dybe farvande.
  • Tributyltin anses for at være et af de mest skadelige biocider for vandmiljøet. I 1991 blev det forbudt i bundmaling til lystbåde, og i dag er det også forbudt til erhvervsfartøjer.
  • Visse erhvervsfartøjer har endvidere overhalet lystbådene i miljøvenlighed, idet helt biocidfri siliconemaling begynder at blive anvendt på f.eks. containerskibe. Miljøbelastningen fra erhvervsfartøjerne reduceres således også i disse år.

I bundmaling til lystbåde bruges hovedsageligt kobber og zinkpyrithion.

Kobber 

Kobber er et metal, som forekommer naturligt i vandmiljøet. Kobber tilhører mikronæringsstofferne, der i små mængder er nødvendige, for at liv kan fungere. I større mængder bliver kobber særdeles giftigt over for både vandlevende planter og dyr.

I bundmaling bruges forskellige typer af kobbersalte. Næsten al bundmaling med biocider indeholder kobber som biocid – oftest som kobber(I)thiocyanat, kobber(I)oxid eller kobberpulver. Det gælder bundmalinger til alle både, der overvejende skal opholde sig i saltvand.

Da kobber er et grundstof, forsvinder kobberet ikke igen, når det er frigivet til vandmiljøet, men mængden og kobberets kemiske form har betydning for, om stoffet er mere eller mindre giftigt.

I Danmark er der lokalt i havne og marinaer fundet meget høje koncentrationer af kobber. Landsdækkende undersøgelser har vist, at i cirka 40 % af de kystnære områder er blåmuslinger og organismer, der lever i sedimentet, påvirket af kobber. Organismerne dør ikke, men de kan på forskellig vis tage skade.

Kobber (Cu)-salte:

Kemisk struktur:

CuSCN

Cu2O

Kemisk navn:

Kobber(I)thiocyanat

[CAS nr: 1111-67-7]

Kobber(I)oxid

[CAS nr: 1317-39-1]

Zinkpyrithion 

De nye biocider, som fx. zinkpyrithion (også kaldet zinkomedin), der tilsættes flere af de nye kobberbaserede bundmalinger, er også giftige overfor plante- og dyrelivet. Men da de nedbrydes forholdsvis hurtigt, menes de ikke at give væsentlige langtidsskader i vandmiljøet sammenlignet med andre biocider.

Zinkpyrithion anvendes også i mange skælshampooer. Det er især giftigt over mikroskopiske organismer som bakterier, men det virker også giftigt på forskellige vandlevende planter og dyr. Da der endnu ikke findes gode målemetoder for zinkpyrithion, ved man ikke så meget om stoffets forekomst og fordeling i vandmiljøet.

Zinkpyrithion

(eller Zinkomedin)

Kemisk struktur:

Kemisk navn:

2-mercaptopyridin-1-oxid zinksalt

[CAS nr. 13463-41-7]

I havneslam kan der være store mængder biocider fra bundmaling. Når biociderne først har lagt sig i havbunden, nedbrydes de kun meget langsomt. Dette er et stort problem i mange havneområder, og det betyder, at det er vanskeligt at komme af med opgravet havbundsmateriale ved oprensning i havnebassiner og sejlrender.

Normalt bliver opgravet havneslam dumpet (klappet) på faste klappladser til havs. Det er ikke acceptabelt, hvis materialet indeholder for høje niveauer af miljøgifte. Alternativet, at havbundsmaterialet placeres i beskyttede depotområder, er forbundet med store udgifter.

Også beddinger og vinterpladser har vist sig at være meget forurenet med biocider fra bundmalinger. Sejlerne kan hjælpe til med at begrænse forureningen ved at samle fjernet bundmaling op og aflevere den i havnens miljøcontainer.

Læs mere om at fjerne bundmaling