Faktaark: Formaldehyd i spånplader, møbler og andre artikler

Det er kun tilladt at sælge spånplader, krydsfiner og andre træbaserede plader, der indeholder en formaldehydafgivende lim, i møbler, inventar og andet, hvis de højst afgiver 0,15 milligram formaldehyd per kubikmeter luft, når de testes i et klimakammer. Fra 6. august 2026 gælder andre regler og grænseværdier.

Dette faktaark fortæller om de vigtigste punkter i reglerne for formaldehyd i spånplader m.v. Bemærk, at faktaarket ikke er udtryk for gældende ret, men blot tiltænkt som en hjælp til at navigere i den relevante lovgivning på området.

Hvad er formålet med reglerne

Brugen af formaldehyd skal begrænses, fordi stoffet virker stærkt irriterende på menneskers øjne og øvre luftveje, fremkalder allergi, kan give allergisk kontakteksem, og stoffet er kræftfremkaldende ved indånding af høje koncentrationer i arbejdsmiljøet.

Hvad siger reglerne

I Danmark gælder bekendtgørelsen om begrænsning af formaldehyd i spånplader, krydsfinerplader og lignende plader, som anvendes i møbler, inventar og lignende. Denne bekendtgørelse stiller krav om at spånplader, krydsfinerplader og lignende plader, hvori der indgår lim, der afspalter formaldehyd, kun må anvendes i møbler, inventar og lignende, hvis afgivelsen af formaldehyd ikke overstiger 0,15 mg/ m3 luft. Hvis det ikke er muligt at dokumentere, at dette er opfyldt, er det kun tilladt at anvende plader med et maksimalt indhold af fri formaldehyd på 25 milligram per 100 gram tørstof i pladen.

Vær desuden opmærksom på reglerne i Bygningsreglementet. (ekstern hjemmeside)

Fra 6. august 2026 gælder nye regler for afgivelse af formaldehyd i hele EU. Fra denne dato må såkaldte artikler, herunder spånplader, møbler og andre artikler, kun sælges i EU, hvis de maksimalt afgiver:
a)    0,062 mg/m3 for møbler og træbaserede artikler
b)    0,080 mg/m3 for andre artikler end møbler og træbaserede artikler.

Der findes en række undtagelser fra disse regler, bl.a. for artikler, der udelukkende er til udendørs brug og for brugte artikler. Reglerne findes i REACH forordningens bilag XVII, indgang 77.

Hvem har ansvaret?

Enhver, som fremstiller, importerer eller sælger spånplader, krydsfiner, møbler, inventar og lignende, har ansvaret for, at reglerne overholdes, som de fremgår af bekendtgørelsen og REACH forordningen.

Hvem kontrollerer reglerne?

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører tilsyn med at reglerne overholdes og skal sørge for at ulovlige forhold lovliggøres. Det kan betyde, at produktet skal trækkes tilbage fra det danske marked, eller at produktet på anden måde skal gøres lovligt. Hvis man overtræder reglerne, kan man derudover risikere bøde.

Hvor kan jeg få mere at vide?

Reglerne kan findes i fuld længde via nedenstående links:

Den danske formaldehydbekendtgørelse:
Bekendtgørelse nr. 289 af 22. juni 1983 om begrænsning af formaldehyd i spånplader, krydsfinerplader og lignende plader, som anvendes i møbler, inventar og lignende 

Betingelserne i EUs REACH restriktion af formaldehyd:
ANNEX XVII TO REACH – Conditions of restriction

EUs REACH forordning i sin fulde længde, inklusiv formaldehydrestriktionen (på alle EU sprog):
REACH Forordning nr. 1907/2006