Vurdering af miljøkonsekvenser
Projekter med vindmøller er omfattet af miljøvurderingslovens regler og kræver derfor en screening, hvor det vurderes, om der skal foretages en miljøvurdering af projektet. Enkeltstående vindmøller i landzone med en totalhøjde på op til 25 m (husstandsmøller) er som udgangspunkt undtaget.
Hvis der skal foretages en miljøvurdering af projektet, udarbejdes en miljøkonsekvensrapport, hvor projektets miljøpåvirkninger bliver beskrevet og vurderet, herunder i forhold til støjpåvirkninger. Som en del af miljøvurderingsprocessen inddrages berørte myndigheder og offentligheden ved høringer, før en bygherre eventuelt får miljøvurderingstilladelse til projektet.
Vindmøller udsender en forholdsvis svag, men karakteristisk støj. Støjen kommer hovedsageligt fra vingernes bevægelse igennem luften, der giver en susende lyd, som varierer i takt med vingernes rotation. Møllens maskineri giver også støj, og den form for støj kan indeholde toner, der kan være særligt generende at høre på.
Vindmøller skal overholde de bindende støjgrænser, der er fastlagt i bekendtgørelsen om støj fra vindmøller (vindmøllestøjbekendtgørelsen). Støjgrænserne gælder for den samlede støj fra alle vindmøller, og der er grænser både ved forholdsvis svag vind, hvor støjen kan opleves mest generende, fordi der ikke er så meget susen i træer og buske, og ved kraftigere vind. Støjgrænserne betyder ikke, at støjen ikke kan høres, men de er fastsat for at sikre, at der ikke opstår væsentlige gener fra støjen.
Se støjbarometeret, der giver nogle eksempler på situationer med forskellige decibelniveauer.
Støjen beregnes – vanskeligt at måle nøjagtigt
På grund af vindens susen i træer og buske er det ofte meget vanskeligt at lave tilstrækkeligt nøjagtige målinger af støjen fra vindmøller ved de boliger, der påvirkes af støjen, når det blæser tilstrækkeligt. Ud over vindstøjen kan der komme støj fra trafikken, fugle og andre støjkilder i eller omkring boligen, som vil forstyrre målinger af de forholdsvis lave støjniveauer, der er tale om. Derfor er støjreglerne indrettet sådan, at støjen i omgivelserne beregnes ud fra vindmøllernes støjudsendelse.
Støjudsendelsen måles forholdsvis tæt ved vindmøllen med en mikrofon, som er anbragt under en vindhætte på en reflekterende plade på jorden for at eliminere vindstøj i mikrofonen mest muligt. Samtidig skal vindhastigheden bestemmes, hvor de bedste målinger går ud fra vindmøllens øjeblikkelige effekt, da der etableres en sammenhæng mellem vindhastigheden og den producerede effekt. Herudfra kan vindmøllens støjudsendelse (kildestyrke) fastlægges.
Støjudsendelsen skal måles både ved kraftig vind (8 m/s målt i 10 meters højde) og ved svagere vind (6 m/s), fordi der er to tilhørende sæt af støjgrænser.
Beregningen af, hvor meget støj der når ud til nabobeboelserne, er relativ enkel, fordi støjen bliver udsendt fra stor højde, hvor terrænet og forskellig afskærmning har mindre betydning end ved lavt placerede støjkilder. I beregningen forudsættes det, at der altid er medvind fra vindmøllen mod beregningspunktet, så det beregnede støjniveau for det meste vil være højere end den faktiske støj ved nabobeboelserne.
Ved indhold af tydeligt hørbare toner i støjen ved naboen (f.eks. fra møllens maskineri) gives et tillæg til det beregnede støjniveau, der er mellem 0 og 6 dB afhængigt af tonernes tydelighed.
For havvindmøller anvendes desuden en korrektion for multiple refleksioner, som er et fænomen, der kan forekomme ved lydudbredelse over lange afstande over vand, og som forøger støjbelastningen i forhold til ved lydudbredelse over land.
Miljøstyrelsen har udsendt en vejledning om støj fra vindmøller, som giver svar og anvisninger på mange spørgsmål om, hvordan støjreglerne håndteres. Læs også mere om vindmøllers miljøpåvirkning, skyggekast, lysafmærkning m.m. på Energistyrelsens hjemmeside.
Lovgivningen har både krav til afstanden til naboer og til vindmøllernes støjniveau i omgivelserne. Der er også krav om, at vindmøller, der skal opstilles i Danmark eller i danske farvande, skal være godkendt i henhold til Energistyrelsens tekniske godkendelsesordning.
Kommunen skal godkende planen for at opstille en vindmølle eller en gruppe af vindmøller på land, og i den forbindelse undersøges det, om vindmøllerne vil komme i strid med reglerne om bl.a. naturbeskyttelse og beskyttelse af landskabet. For vindmøller på havet er det Energistyrelsen, der udsteder tilladelser.
Der er et fast afstandskrav på 4 gange møllens totalhøjde til nabobeboelse, som er bestemt efter planloven. Dette afstandskrav skal fortrinsvis forebygge, at nabobebyggelse påvirkes væsentligt af visuelle gener som glimt, skyggekast og lysafmærkninger, og kravet er dermed ikke rettet mod støjgener. Læs mere om placering af vindmøller og afstandskravet i Bolig- og Planstyrelsen publikation: Vejledning om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller.
Det fremgår af vindmøllestøjbekendtgørelsen, at før en vindmølle på land kan opføres, skal den anmeldes til kommunen. Her skal det bl.a. dokumenteres, at støjreglerne overholdes, og der er ikke mulighed for, at kommunen kan dispensere fra støjreglerne. Støjgrænserne gælder for den samlede støj fra alle vindmøller, så det kan ske, at en ansøgning om en ny vindmølle må afvises, fordi der i forvejen er støj fra andre vindmøller i området. Efter at vindmøllen er sat op og kører, kan kommunen give påbud til ejeren om at få lavet støjmålinger, så der er sikkerhed for, at vindmøllestøjbekendtgørelsens regler stadig er overholdt.
Miljøstyrelsens vejledning om støj fra vindmøller giver svar på en række spørgsmål om bl.a. anmeldelse og tilsyn med vindmøller. Vejledningen forklarer og uddyber en række af bestemmelserne i bekendtgørelsen, som gennem tiden har givet anledning til spørgsmål.
Støjgrænser for vindmøller
Støjudsendelsen fra vindmøller øges med øget vindhastighed. Det er dog typisk for moderne vindmøller, at støjen stiger op til en vindhastighed på ca. 7 m/s – ved højere vindhastigheder stiger støjen ikke, mens den falder med lavere vindhastighed.
Vindmøller må ikke støje mere i omgivelserne end de grænser, der angives i vindmøllestøjbekendtgørelsen. Grænseværdierne gælder for det beregnede støjniveau, og der er både grænser for den ”almindelige” støj og en grænse for lavfrekvent støj:
- På udendørs opholdsarealer i boligområder, sommerhusområder o.l.: 39 dB (ved 8 m/s) og 37 dB (ved 6 m/s).
- På udendørs opholdsarealer i det åbne land (højst 15 m fra beboelse): 44 dB (ved 8 m/s) og 42 dB (ved 6 m/s).
For begge ovenstående kategorier er grænsen for lavfrekvent støj 20 dB ved både 6 og 8 m/s. Grænsen for lavfrekvent støj gælder for det beregnede indendørs støjniveau, hvor lydisolationstal fra bekendtgørelsen benyttes i beregningerne. Bekendtgørelsen indeholder både lydisolationstal for almindelige boliger og for sommerhuse, da lydisolationen af sommerhuse ofte er dårligere end for almindelige boliger. Sommerhusområder er derfor mere følsomme over for støj fra vindmøller end almindelige boligområder, da grænseværdien på 20 dB gælder for begge områder.
Støj fra vindmøller breder sig over et stort frekvensområde, og støjen indeholder både dybe og lyse lyde (støj ved lave og høje frekvenser). Det meste af støjen kommer fra vingernes rotation og lyder som en susen, der varierer i takt med de enkelte blades bevægelse. Møllens maskineri, som kan indeholde toner i støjen, kan også give støj ved både høje frekvenser (hyletoner) og lave frekvenser (brummetoner).
Ligesom andre former for støj dæmpes støj fra vindmøller med afstanden. Ved udbredelse over længere afstande dæmpes støjen også af absorption i luften og påvirkes af terrænet og forskellig afskærmning – selv om terræn og afskærmning har mindre indflydelse for en højt placeret støjkilde som en vindmølle. Disse forhold gælder primært dæmpning af højere frekvenser og er ikke synderlig virksomme over for lavfrekvent støj. Lavfrekvent støj dæmpes dermed mindre under udbredelsen end mere højfrekvent støj, og støjen bliver derfor ”mere lavfrekvent” i stor afstand.
Tilsvarende gælder i forbindelse med lydisolation af huse, hvor den højfrekvente støj ofte dæmpes af husets konstruktion, mens den lavfrekvente støj påvirkes mindre. Den indendørs støj virker derfor også ”mere lavfrekvent”.
Støjen fra vindmøller indeholder dog ikke forholdsvis mere lavfrekvent støj end for eksempel støj fra vejtrafikken i nærheden af vejen.
Grænseværdier for lavfrekvent støj er beskrevet i afsnittet om regler for støj fra vindmøller ovenfor.
Infralyd er lyd ved særligt lave frekvenser
Infralyd er betegnelsen for særligt dybe lyde (særligt lave frekvenser), der ofte opfattes anderledes end andre typer støj, eksempelvis som trykken for ørerne. Infralyd kan godt høres eller opfattes, hvis den er kraftig nok, og når infralyd er så kraftig, at den opfattes, vil den normalt være generende. Infralyd, der er lavere end høre- eller føletærsklen, opfattes ikke, og der er ikke viden om, at dette kan skade helbredet.
Vindmøller udsender også infralyd fra vingernes rotation, men for den normale vindmølletype med vingerne foran møllens tårn (på vindsiden) er det undersøgt, at infralyd er uden betydning. Selv tæt på vindmøllerne er niveauet for infralyd langt under den normale høretærskel, og infralyd betragtes derfor normalt ikke som et problem i forhold til støjgener.
Spørgsmål og svar om vindmøller
Ud over følgende spørgsmål og svar giver Miljøstyrelsens vejledning om støj fra vindmøller svar på mange spørgsmål om vindmøllestøj og om, hvordan støjreglerne håndteres.
Oplevelsen af støj er subjektiv og individuel, og det er velkendt at nogle mennesker er mere støjfølsomme end andre. Det er netop for at begrænse generne, at der er bindende støjgrænser for vindmøller. Undersøgelser har vist sammenhæng mellem vindmøllestøj og selvrapporterede støjgener blandt personer, der bor i nærheden af vindmøller. Undersøgelser har endvidere vist, at graden af oplevet støjgene er højere, hvis man kan se vindmøllen fra sin bolig, men mindre hvis man ikke kan se vindmøllen, eller hvis man har økonomisk interesse i møllen.
Forskere ved Kræftens Bekæmpelse afsluttede i 2019 et forskningsprojekt om mulige sammenhænge mellem støj fra vindmøller og helbredseffekter. Dette projekt og rapporter fra WHO og udenlandske forskere viser, at de eventuelle helbredsmæssige konsekvenser af vindmøllestøj endnu ikke er kendte – herunder ved hvilket støjniveau en eventuel helbredseffekt skulle kunne iagttages. For trafikstøj findes der i dag en anerkendt helbredsrisiko for hjerte-kar-sygdomme og andre sygdomme ved støjpåvirkning over 59 dB Lden. En tilsvarende grænseværdi for helbredseffekter findes ikke for vindmøllestøj.
Det konkludes bl.a., at der ikke findes ikke afgørende bevis for en sammenhæng mellem korttids- og langtidsudsættelse for vindmøllestøj og opståen af blodprop i hjertet og slagtilfælde. For helbredseffekter som søvnforstyrrelser, søvnløshed og mentalt helbred er beviserne selvmodsigende eller utilstrækkelige, og der er ikke påvist en betydende sammenhæng mellem støj fra vindmøller og negative helbredseffekter i form af hjerte-kar-sygdomme.
Støj fra vindmøller har generelt lavere niveauer end støj fra andre kilder som trafik og industri. På den anden side kan vindmøllestøj opleves som mere generende end mange andre støjkilder pga. den periodiske variation i støjen fra de enkelte vingers bevægelse gennem luften.
Der er ikke fundet indikationer på, at lavfrekvent støj har andre effekter på beboerne omkring vindmøller end ”almindelig” støj – det samme gælder for infralyd. Det er niveauet for den samlede støj og variationerne i støjens niveau, der er hovedårsagerne til gener forårsaget af vindmøllestøj.
På baggrund af geneundersøgelser vurderes det, at andelen af stærkt generede, uanset boligers beliggenhed, vil være i intervallet 10 – 15 %, når vindmøllestøjbekendtgørelsens grænseværdier er overholdt.
Hvis man er generet af støj, og man ikke kan løse problemet ved at tage kontakt til den virksomhed (eller vindmølleejer), der er årsag til støjen, kan man henvende sig til kommunen. Det er også kommunen, der fører tilsyn med, at vindmøller på land ikke støjer mere, end de må. For vindmøller på havet er Miljøstyrelsen tilsynsmyndighed.
Det er kun vindmøller, som er anmeldt til kommunen efter 1. januar 2012, der er omfattet af grænsen for lavfrekvent støj.
Støj er uønsket lyd, som kan indeholde både lyse lyde (med høje frekvenser) og dybe lyde (med lave frekvenser). Lavfrekvent støj kan være for eksempel brummelyd fra en kompressor, flammebulder fra et fyringsanlæg eller den dybe lyd af en motor i tomgang.
Støj fra vindmøller kommer både fra vingernes rotation og fra de maskindele, der findes i møllens maskinhus. Vingernes støj er en karakteristisk susen, der varierer i takt med omdrejningerne, og støjen fra maskineriet kan indeholde toner, som både kan være hyletoner (ved høje frekvenser) og brummetoner (ved lave frekvenser).
Lavfrekvent støj er teknisk defineret som støj i frekvensintervallet 10 – 160 Hz (mellem 10 og 160 svingninger pr. sekund).
Vindmøller udsender også infralyd, som er lyd ved særligt lave frekvenser, der ofte opfattes anderledes end andre typer lyd, eksempelvis som trykken for ørerne. Infralyd kan godt høres eller opfattes, hvis den er kraftig nok, og når infralyd er så kraftig, at den opfattes, vil den normalt være generende. Infralyd, der er lavere end høre- eller føletærsklen, opfattes ikke, og der er ikke viden om, at dette kan skade helbredet.
Den normale vindmølletype med vingerne foran møllens tårn (på vindsiden) udsender niveauer for infralyd, der er langt under den normale høretærskel, selv helt tæt på vindmøllerne. Derfor vurderes infralyd ikke at være et problem i forhold til støjgener fra moderne vindmøller. Den tekniske definition på infralyd er lyd i frekvensområdet under 20 Hz (med færre end 20 svingninger pr. sekund).
Alle møller kan lave lavfrekvent støj, det afhænger ikke af deres størrelse hverken i elektrisk effekt (MegaWatt) eller højde.
Erfaring viser, at store vindmøller udsender mere støj end små, så derfor kan de ikke stå så tæt ved naboerne. Men der er ikke en tydelig sammenhæng mellem hvor store vindmøller er, og om de udsender særlig lavfrekvent støj. Det afhænger mere af deres opbygning end af størrelsen. Der er i det hele taget ikke en entydig sammenhæng mellem størrelsen af en vindmølle og karakteren af den støj, der udsendes, bortset fra, at store vindmøller roterer langsommere, så støjen fra vingerne varierer i et roligere tempo.
Beregningsmetoden for lavfrekvent støj fra vindmøller indeholder såkaldte lydisolationstal for boliger og sommerhuse, som beskriver, hvor meget den lavfrekvente støj bliver dæmpet på vej ind i boligen. I beregningerne indgår også oplysninger om, hvor meget lavfrekvent støj den konkrete vindmølle udsender og afstanden mellem vindmøllen og boligen. Beregningsmetoden tager derfor højde for, om støjen skal beregnes i et ”almindeligt” boligområde eller i et sommerhusområde.
Disse lydisolationstal blev oprindeligt bestemt ved målinger af et større antal repræsentative danske boliger, og det blev sammenlignet, hvor kraftig den lavfrekvente støj var udenfor og indenfor for at finde husenes lydisolation. Senere er der lavet flere målinger, som bl.a. har resulteret i lydisolationstal for repræsentative danske sommerhuse, da sommerhuse typisk er dårligere isoleret end helårsboliger.
Boligers lydisolation er målt ved at udsende lavfrekvent støj fra en stor medbragt højttaler uden for en bolig. Der er lavet målinger både udendørs og indendørs i boligen, og herudfra er lydisolationen beregnet. Målingerne indendørs er gennemført efter Miljøstyrelsens anbefalede metode, som foreskriver, at støjen skal måles i tre punkter i hvert rum, hvoraf to punkter skal være steder, hvor beboerne opholder sig meget. Målingerne er foretaget i flere omgange (1996, 2006 og 2016), og i alt er der lavet 50 målinger i 30 forskellige huse, der repræsenterer typiske danske boliger og sommerhuse.
Det er meget vanskeligt at lave tilstrækkeligt nøjagtige målinger af støjen fra vindmøller ved de boliger, der påvirkes af støjen, når det blæser tilstrækkeligt, på grund af vindens susen i træer og buske. Ud over vindstøjen kan der komme forstyrrende støj fra trafikken, fugle og andre støjkilder i omgivelserne. Måling af den lavfrekvente støj, som foretages indendørs, forstyrres ligeledes nemt af støjkilder inde i huset som f.eks. køleskab eller gas- og oliefyr.
Derudover varierer støjniveauet hvert øjeblik, både fordi vindmøllens støjudsendelse ændres med vindstyrken, og fordi vejret påvirker, hvordan lyden bliver dæmpet under udbredelsen.
Selvom støjen fra vindmøller rent teknisk er svær at måle, kan man dog ikke forudsætte, at den bliver overdøvet af baggrundsstøjen og dermed ikke er hørbar. Støjen fra vindmøller varierer nemlig med tiden på en karakteristisk måde, som bevirker, at støjen stadig kan opfattes, selv om den er svag.
Når der skal opføres nye vindmøller, skal støjen vurderes, inden møllerne er bygget. Her er den eneste måde at finde ud af, hvor meget de vil komme til at støje, at beregne det. Beregningen går ud fra fabrikantens oplysninger om, hvor meget støj der kommer fra den type af vindmølle, og hvor langt der er imellem vindmøllen og boligen.
Beregningsmetoden er beskrevet i vindmøllestøjbekendtgørelsen og er en forenklet udgave af den præcise Nord2000-metode, der bl.a. benyttes til støj fra veje og jernbaner, og som er verificeret med målinger specielt for vindmøller. Den forenklede beregningsmetode tager bl.a. udgangspunkt i, at der er medvind fra vindmøllen i alle retninger, således at støjen bliver dæmpet mindst muligt under udbredelsen.
Når møllerne er opført, beregnes støjen ud fra konkrete målinger af støjudsendelsen fra de enkelte møller. Målingen af støjudsendelsen foretages forholdsvis tæt på vindmøllen, og målemetoden er beskrevet i vindmøllestøjbekendtgørelsen og er i generel overensstemmelse med anvisningerne i den internationale standard IEC 61400-11.
Danmark er, så vidt Miljøstyrelsen er bekendt, det eneste land, der har bindende grænser for lavfrekvent støj fra vindmøller. Der er andre lande, for eksempel Sverige, der har anbefalede grænser for lavfrekvent støj generelt, og de kan efter forholdene også anvendes for vindmøller.
Den afgørende forskel på anbefalede og bindende grænseværdier er, at bindende grænseværdier ikke kan fraviges, og at de kan håndhæves af kommunerne, hvis støjen er for høj.
Støjgrænserne gælder for den samlede støj fra alle vindmøller, også havvindmøller. Reglerne er især relevante, hvis der planlægges for havvindmøller i nærheden af kysten, hvor der er boliger som i forvejen er belastet af støj fra vindmøller. Her kan støjen fra de eksisterende møller stå i vejen om projektet med havvindmøller.
Der bruges en særlig metode til at beregne støjen fra havvindmøller, fordi vandet reflekterer mere af lyden end jorden gør. Kombineret med de rette meteorologiske forhold opstår fænomenet multiple refleksioner, der forøger støjbelastningen i forhold til ved lydudbredelse over land. For lavfrekvent støj medregnes multiple refleksioner kun for havvindmøller, der står under 20 km fra kysten. Dette gælder for opsætning af havvindmøller efter 1. september 2024. For den ”almindelige” støj medregnes multiple refleksioner for alle havvindmøller uanset afstand til kysten.