GrønGas Hjørring A/S: Ansøgning om miljøgodkendelse

GrønGas Hjørring A/S, Grøngasvej 13, 9760 Vrå, har søgt om miljøgodkendelse til at producere metan ved metanisering af rå biogas. Produktionen skal foregå det eksisterende biogasanlæg, Gårestrupvej 169, 9800 Hjørring. Bemærkninger til ansøgningen skal være modtaget senest den 1. november 2023.

Ansøgning om miljøgodkendelse

GrønGas Hjørring A/S søger om at producere metan på det eksisterende biogasanlæg, Gårestrupvej 169, 9800 Hjørring, ved at tilsætte brint til den rå biogas og derved omsætte/omdanne CO2’en i den rå biogas til metan. Brinten produceres på en virksomhed, et elektrolyseanlæg, beliggende på samme adresse og vil blive tilført den eksisterende biogasreaktor på biogasanlægget. Brinten skal transporteres i rørføring fra elektrolyseanlægget til biogasreaktoren på biogasanlægget.

Ansøgningen omfatter transport af brint i rørsystem frem til reaktor, injektion i reaktor, hvorfra metanen sendes videre til et LBG-anlæg.

Enhver har ret til at se ansøgningsmaterialet og eventuelt at kommentere det. Ansøgningsmaterialet vil blive fremsendt pr. mail eller evt. som papirudgave, såfremt det måtte ønskes, så snart vi har modtaget anmodning derom. Bemærkninger til ansøgningsmaterialet skal være modtaget senest den 1. november 2023.

Man kan også bede om at få tilsendt udkastet til afgørelse, når det foreligger. Enhver har ret til at kommentere udkastet senest 2 uger, fra det er modtaget.

Retten til at se sagens akter, sker med de begrænsninger, der fremgår af offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger. Det gælder både i forhold til ansøgningen, udkastet til afgørelse og eventuelt supplerende materiale.

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at høringssvar i miljøsager er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi derfor oplyse, at tilkendegivelser samt navn og adresse på hvem, der er kommet med tilkendegivelsen vedr. sagen, vil kunne optræde i Miljøstyrelsens afgørelse, som bl.a. offentliggøres på www.mst.dk/annoncer. Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne høringssvar.

Miljøstyrelsens afgørelse offentliggøres udelukkende digitalt. Materialet kan tilgås på www.mst.dk.

Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.

Henvendelse om ansøgningen

Kommentarer, spørgsmål og anmodninger om at se sagen eller at få tilsendt udkastet til afgørelse skal rettes til Miljøstyrelsen pr. mail på mst@mst.dk, på tlf. 72 54 40 00 eller pr. brev til Tolderlundsvej 5, 5000 Odense C.

Bemærk at fremsendelse pr. brev i gennemsnit tager 6 omdelingsdage og i visse tilfælde længere.

Anfør venligst dit navn og adresse samt vores j.nr. 2023-91038 på henvendelsen.

Sådan håndterer Miljøstyrelsen Virksomheder dine personoplysninger