Ørsted Bioenergy & Thermal Power A/S: Ansøgning om miljøgodkendelse af Green Fuels for Denmark – CO2 fangst og P-t-X

Ørsted Bioenergy & Thermal Power A/S, har søgt om miljøgodkendelse til projektet GFDK – Green Fuels for Denmark med CO2 fangst, elektrolyseanlæg og produktion af e-fuels på Ørsted Avedøreværket, Hammerholmen 50, 2650 Hvidovre. Bemærkninger til ansøgningen skal være modtaget senest den 27. januar 2023.

Ansøgning om miljøgodkendelse

Projektet GFDK – Green Fuels for Denmark gennemføres i to faser, der udføres successivt i perioden 2025 til 2030 som udvidelse af aktiviteterne på Avedøreværket, det eksisterende kraftvarmeværk.

Fase A: elektrolyseanlæg udvides fra 10 MW til 100 MW, på eksisterende 125 MW halmkedel etableres røggaskondensering og CO2 fangst, fra Avedøreværkets havneanlæg udskibes CO, produktion af e-metanol opstartes og e-kerosen produceres på demonstrationsanlæg. Oplag til e-fuels etableres.

Fase B: elektrolyseanlæg udvides til max. 350 MW, udvidelse af produktion af e-fuels (e-metanol og e-kerosen), CO modtages og e-fuels udskibes.

Enhver har ret til at se ansøgningsmaterialet og eventuelt at kommentere det. Ansøgningsmaterialet vil blive fremsendt pr. mail eller evt. som papirudgave, såfremt det måtte ønskes, så snart vi har modtaget anmodning derom. Bemærkninger til ansøgningsmaterialet skal være modtaget senest den 27. januar 2023.

Man kan også bede om at få tilsendt udkastet til afgørelse, når det foreligger. Enhver har ret til at kommentere udkastet senest 2 uger, fra det er modtaget. 

Retten til at se sagens akter, sker med de begrænsninger, der fremgår af offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger. Det gælder både i forhold til ansøgningen, udkastet til afgørelse og eventuelt supplerende materiale.

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at høringssvar i miljøsager er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi derfor oplyse, at tilkendegivelser samt navn og adresse på hvem, der er kommet med tilkendegivelsen vedr. sagen, vil kunne optræde i Miljøstyrelsens afgørelse, som bl.a. offentliggøres på www.mst.dk/annoncer. Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne høringssvar.

Miljøstyrelsens afgørelse offentliggøres udelukkende digitalt. Materialet kan tilgås på www.mst.dk.

Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.

Henvendelse om ansøgningen

Kommentarer, spørgsmål og anmodninger om at se sagen eller at få tilsendt udkastet til afgørelse skal rettes til Miljøstyrelsen pr. mail på mst@mst.dk, på tlf. 72 54 40 00 eller pr. brev til Tolderlundsvej 5, 5000 Odense C. Bemærk at fremsendelse pr. brev i gennemsnit tager 6 omdelingsdage og i visse tilfælde længere.

Anfør venligst dit navn og adresse samt vores j.nr. 2022-79841 på henvendelsen.

Sådan håndterer Miljøstyrelsen Virksomheder dine personoplysninger