Nordic Sugar A/S Nakskov: Ansøgning om miljøgodkendelse

Nordic Sugar A/S Nakskov Tietgensvej 1, 4900 Nakskov, har søgt om miljøgodkendelse til opmagasinering af op til 200 000 m3 urenset spildevand i virksomhedens aktive jordbassiner i mellemkampagnen til at starte virksomhedens biologiske renseanlæg op på, inden næste roekampagne starter da dette har en væsentlig forbedret effekt på renseanlægget og en stor miljømæssig fordel. Bemærkninger til ansøgningen skal være modtaget senest den 1. september 2023.

Ansøgning om miljøgodkendelse

Nordic Sugar Nakskov producerer ca. 1 million m3 spildevand hvert år, som primært hidrører fra sukkerroernes indhold af vand, som udgør ca. 75 vægt %.

Spildevandet indeholder organisk stof, kvælstof og jordpartikler, som stammer fra roeleverancerne. Jordpartiklerne søges i videst muligt omfang bundfældet og separeret som restprodukter (grus/sand), inden udledning til jordbassiner.

I jordbassinerne sedimenteres den resterende mængde jordpartikler inden rensning af spildevandet i virksomhedens eget renseanlæg. Det rensede spildevand ledes via bufferbassiner (”holdebassiner”) sammen med Nakskov kommunale renseanlægs rensede spildevand i en fælles rørledning ud i Langelandsbæltet.

Renseanlægget består af et anaerobt trin og et aerobt trin (nitrifikation-denitrifikation).

For at opnå fuld stabil rensekapacitet skal der være de rette betingelser  renseanlægget.

Forsøg med effekten i renseanlægget har vist at det er en fordel at opstarte driften af renseanlægget inden roekampagnen går i gang og derfor har fabrikken ansøgt om at kunne bruge jordbassinerne som holdebassin for en mængde urenset roespildevand til brug for en kontrolleret opstart af renseanlægget. 

Enhver har ret til at se ansøgningsmaterialet og eventuelt at kommentere det. Ansøgningsmaterialet vil blive fremsendt pr. mail eller evt. som papirudgave, såfremt det måtte ønskes, så snart vi har modtaget anmodning derom. Bemærkninger til ansøgningsmaterialet skal være modtaget senest den 1. september 2023.

Man kan også bede om at få tilsendt udkastet til afgørelse, når det foreligger. Enhver har ret til at kommentere udkastet senest 2 uger, fra det er modtaget.

Retten til at se sagens akter, sker med de begrænsninger, der fremgår af offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger. Det gælder både i forhold til ansøgningen, udkastet til afgørelse og eventuelt supplerende materiale.

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at høringssvar i miljøsager er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi derfor oplyse, at tilkendegivelser samt navn og adresse på hvem, der er kommet med tilkendegivelsen vedr. sagen, vil kunne optræde i Miljøstyrelsens afgørelse, som bl.a. offentliggøres på www.mst.dk/annoncer. Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne høringssvar.

Miljøstyrelsens afgørelse offentliggøres udelukkende digitalt. Materialet kan tilgås på www.mst.dk.

Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.

Henvendelse om ansøgningen

Kommentarer, spørgsmål og anmodninger om at se sagen eller at få tilsendt udkastet til afgørelse skal rettes til Miljøstyrelsen pr. mail på mst@mst.dk, på tlf. 72 54 40 00 eller pr. brev til Tolderlundsvej 5, 5000 Odense C

Bemærk at fremsendelse pr. brev i gennemsnit tager 6 omdelingsdage og i visse tilfælde længere.

Anfør venligst dit navn og adresse samt vores j.nr. 2023 - 63864 på henvendelsen.