Afgørelse om, at etablering af et power-to-X demonstrationsanlæg på Nature Energy Glansager A/S ikke er omfattet af krav om miljøvurdering
Afgørelsen om, at projektet ikke kræver udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport, er truffet på baggrund af en screening efter miljøvurderingslovens § 21, der viste at projektet ikke vurderes at få væsentlig indvirkning på miljøet.
- Læs screeningsafgørelsen for PtX demonstrationsanlæg på Nature Energy Glansager
Ansøgning om miljøgodkendelse
Nature Energy Glansager A/S har samtidig ansøgt om miljøgodkendelse af projektet.
Projektet omfatter etablering af et 3*3 MW elektrolyseanlæg, biometaniseringsanlæg, samt tilhørende vandbehandling, strømforsyning, teknik, udstyr og tanke.
Projektet skal demonstrere muligheden for at kunne øge produktionen af metan på biogasanlæg via indførelse af nye teknologier med henblik på senere etablering på andre anlæg.
Demonstrationsanlægget etableres med en behandlingskapacitet på cirka 952 til 1.532 Nm3 biogas i timen, hvilket svarer til en behandling af en delstrøm på cirka 25-40 % af biogasproduktionen.
Enhver har ret til at se ansøgningsmaterialet og eventuelt at kommentere det. Ansøgningsmaterialet vil blive fremsendt pr. mail eller evt. som papirudgave, såfremt det måtte ønskes, så snart vi har modtaget anmodning derom. Bemærkninger til ansøgningsmaterialet skal være modtaget senest den 31. januar 2023.
Man kan også bede om at få tilsendt udkastet til afgørelse, når det foreligger. Enhver har ret til at kommentere udkastet senest 2 uger, fra det er modtaget.
Retten til at se sagens akter, sker med de begrænsninger, der fremgår af offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger. Det gælder både i forhold til ansøgningen, udkastet til afgørelse og eventuelt supplerende materiale.
Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at høringssvar i miljøsager er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi derfor oplyse, at tilkendegivelser samt navn og adresse på hvem, der er kommet med tilkendegivelsen vedr. sagen, vil kunne optræde i Miljøstyrelsens afgørelse, som bl.a. offentliggøres på www.mst.dk/annoncer. Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne høringssvar.
Miljøstyrelsens afgørelser offentliggøres udelukkende digitalt. Materialet kan tilgås på www.mst.dk.
Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.
Henvendelse om ansøgning om miljøgodkendelse
Kommentarer, spørgsmål og anmodninger om at se sagen eller at få tilsendt udkastet til afgørelse skal rettes til Miljøstyrelsen pr. mail på mst@mst.dk, på tlf. 72 54 40 00 eller pr. brev til Tolderlundsvej 5, 5000 Odense C. Bemærk at fremsendelse pr. brev i gennemsnit tager 6 omdelingsdage og i visse tilfælde længere.
Anfør venligst dit navn og adresse samt vores j.nr. 2022-51428 på henvendelsen.
Sådan håndterer Miljøstyrelsen Virksomheder dine personoplysninger