Flasker og glas

Plastflasker, glasflasker og dåser er svære for naturen at nedbryde. Aflever dem derfor i en butik eller via din kommunes emballageindsamling. Så bliver de indsamlet og brugt igen til gavn for miljøet, og du får panten retur. Er der pant på emballagerne, så afleverer du dem i en returautomat eller i en butik. Er der ikke pant på emballagerne, afleverer du dem til genanvendelse via din kommunes indsamlingsordning.

Flasker og dåser uden pant til genanvendelse

Dåser og flasker til drikkevarer, fx kakaomælk, vin og spiritus og andre emballager som syltetøjsglas, uden pantmærke, samt ødelagte emballager, kan du aflevere på din lokale genbrugsplads eller til din kommunes indsamlingsordninger, fx flaskecontainere.

Få mere information om indsamling af flasker til genanvendelse hos din kommune.

Flasker og dåser med pant

Når du vil have pant for dine flasker og dåser med dansk pantmærkning, er der nogle regler, der gør, at du ikke altid kan aflevere alle slags emballager i samme butik:

  • Butikker med en returautomat skal tage imod alle pantmærkede engangsemballager, så længe pantmærkningen kan aflæses, uanset om de selv sælger emballager af samme slags. Når det gælder de genpåfyldelige flasker, skal de tage imod emballager af samme slags som de selv sælger, hvilket betyder, at de kan afvise at tage imod emballager, der ikke passer i de kasser eller bakker, butikken får leveret drikkevarer i genpåfyldelige flasker i.
  • Hvis returautomaten er i stykker, skal butikken alligevel modtage dine flasker og dåser og udbetale panten.
  • Hvis emballagen (flasken eller dåsen) er gået i stykker, eller pantmærkningen ikke kan læses, så kan du normalt ikke få panten udbetalt. Nogle returautomater tager dog alligevel imod fx bulede dåser uden at udbetale panten.
  • Afleverer du dine pantmærkede flasker eller dåser i en butik, der ikke har en returautomat, skal de kun tage imod engangsemballager af samme materiale, som de selv sælger. Af genpåfyldelige flasker, skal de kun tage imod dem af samme slags, som de selv sælger. Det betyder, at de kan afvise at tage imod emballager, der ikke passer i de kasser eller bakker, butikken får leveret dens genpåfyldelige drikkevareprodukter i.
  • Din flaskebon gælder som et tilgodebevis, hvor du har krav på at få udbetalt værdien. Butikken må ikke stille krav til, hvornår du indløser den. Butikker kan heller ikke stille krav til, at du skal købe varer for panten.
  • Er der en butik der ikke overholder reglerne, kan du kontakte info@danskretursystem.dk
    Læs om problemer med udbetaling på Dansk Retursystems hjemmeside
  • Øl- og sodavandskasser kan du aflevere, der hvor du har købt dem eller i andre butikker, der sælger drikkevarer i kasser fra samme leverandør.

Engangs og genpåfyldelige flasker