Cirkulær økonomi og ressourceeffektivitet

Hvad er cirkulær økonomi? Og hvordan arbejder vi med det i Danmark?

Ressourceforbrug

Væksten i verdensøkonomien og den voksende verdensbefolkning vil betyde en øget global efterspørgsel og en stigning i ressourceforbruget. Vores brug og smid væk kultur er ikke bæredygtig i det lange løb. Der er behov for nye løsninger, hvis vi skal sikre bæredygtighed i fremtiden. Det kræver en mere cirkulær tankegang i forhold til, hvordan vi fremstiller vores produkter og agerer som forbrugere.

Cirkulær økonomi er en måde både at sikre en bedre forvaltning af jordens ressourcer, samtidig med at virksomhederne får nye økonomiske muligheder bl.a. ved at udvikle nye forretningsmodeller.

Cirkulær økonomi handler simpelthen om, at holde materialer og produkter i det økonomiske kredsløb med den højest mulige værdi længst muligt. Cirkulær økonomi bryder med idéen om en lineær værdikæde, som starter med udvinding af ressourcer og ender som affald.

Med cirkulær økonomi åbnes mulighed for, at de ressourcer, som ellers ville være endt som affald, kan gå et eller flere skridt tilbage i værdikæden og indgå i produktionen igen. Eller de kan indgå som input i et helt nyt kredsløb. Cirkulær økonomi er altså enten genanvendelse af materialer eller - endnu bedre - affaldsforebyggelse gennem produkter, der fx kan repareres eller opgraderes. Det handler også om nytænkende forretningsmodeller, hvor forbrugeren kan returnere produktet til reparation eller opgradering. Eller man kan lease produkter i stedet for at sælge dem for at få mest ud af produkterne og deres ressourceforbrug.

Potentialet for Danmark

En analyse fra Ellen MacArthur Fonden viser, at Danmark i 2035 kan opnå en stigning i BNP på 0,8-1,4 %, tillige med skabelse af, hvad der svarer til yderligere 7.000–13.000 job, 3–7 % reduktion i Danmarks CO2-aftryk, 5–50 % reduktion i forbruget af nye ressourcer for udvalgte materialer, samt en stigning i nettoeksporten på 3-6 %.

Analysen har identificeret 10 oplagte muligheder for at fremme cirkulær økonomi i Danmark inden for fem sektorer. Resultaterne viser et stort potentiale både økonomisk og miljømæssigt i Danmark inden for særligt fødevareindustrien (3,4-5,7 mia. kr./år), byggeriet (6,5-9 mia. kr./år) og maskin- og elektronikindustrien (1,1-1,9 mia. kr./år). Potentialerne kan bl.a. realiseres gennem øget genbrug og genanvendelse i byggeriet, indsats mod madspild, genfremstilling i maskinindustrien samt bedre udnyttelse af værdierne i biprodukter fra fødevaresektoren og affald i bioraffinaderier.

Læs mere i rapporten Potential for Denmark as a circular economy (2015) 

Internationalt samarbejde - dansk deltagelse i Ellen MacArthur Foundation

Miljøstyrelsen er sammen med Erhvervsstyrelsen medlem af netværket Circular Economy 100 (CE100) hos Ellen MacArthur Foundation.

Circular Economy 100 programmet har til formål at understøtte omstillingen til cirkulær økonomi og udvikle cirkulære forretningsmodeller. Circular Economy 100 netværket samler større virksomheder, nye innovative virksomheder, stater, regioner, byer og universiteter, der ønsker at fremme dagsordenen for cirkulær økonomi globalt ved at tænke mere cirkulært.

Netværket består bl.a. af H&M, IKEA, Veolia, Coca Cola, Philips, Unilever, Renault og Cisco. Fra Danmark er virksomhederne Envotherm og Lithium Balance repræsenteret.

Miljøstyrelsen og Erhvervsstyrelsen deltager aktivt i Government & Cities netværket under CE100.