Få repareret dine hårde hvidevarer – og gør miljø og klima en tjeneste

I 2025 udvides servicefradraget med reparation af hårde hvidevarer i hjemmet.

I 2025 er servicefradraget udvidet til at inkludere reparationer af hårde hvidevarer i hjemmet. Det er en god nyhed - også for miljø og klima.

Pludselig bryder din vaskemaskine sammen. Din første tanke er at købe en ny og energieffektiv model. Det må da være godt for både strømforbrug, miljø og klima?

Produktion af nye hårde hvidevarer betyder stort ressourceforbrug

Selv om en eksempelvis ny vaskemaskine kan være mere energieffektiv, så kræver selve produktionen af nye hårde hvidevarer store mængder stål, plast og sjældne metaller som kobolt og litium.

Udvindingen af disse materialer er både ressourcekrævende og miljøbelastende, og det kan tage op til flere år før en eventuel energibesparelse opvejer nyproduktionens klimaaftryk. Derfor er det fx mere miljøvenligt at få repareret din nuværende vaskemaskine, ovn eller køleskab.

Flere fordele ved reparation

Udover klimagevinsten er der flere fordele ved at få repareret sine hårde hvidevarer. Med udvidelsen af servicefradraget kan du få fradrag for arbejdslønnen for arbejde udført i hjemmet i forbindelse med reparationen af dine apparater - og dermed bliver serviceydelsen billigere end tidligere. 

Det er også en fordel ved, at du ikke behøver at skifte dit eksisterende afløbssystem, når du fx får repareret din vaskemaskine - og du slipper for et unødvendigt køb og ventetid på afhentning, levering og montering af nyt apparat.

Ved at få repareret dine hårde hvidevarer kan du:

  • Forlænge levetiden på dine nuværende hårde hvidevarer
  • Mindske affaldsmængder i forbindelse med bortskaffelse af gamle hvidevarer
  • Reducere ressource- og energiforbrug ved mindre behov for nyproduktion og transport
  • Økonomiske besparelser i stedet for indkøb af nyt produkt

Få fradrag for reparation af dine hårde hvidevarer

Du kan oplyse om dit servicefradrag til reparation af hårde hvidevarer på skat.dk. På deres hjemmeside kan du tjekke, om du er berettiget til et servicefradrag og se en guide til, hvordan du oplyser det i din årsopgørelse - og hvor meget fradrag, du kan modtage. 

Gå til siden om servicefradrag på skat.dk

Spørgsmål og svar