Hvornår er jord affald?
Jord betragtes som affald, hvis indehaveren:
- skiller sig af med det
- agter at skille sig af med det
- er forpligtet til at skille sig af med det.
Forurenet jord anses ofte som affald, da jorden kan kræve særlig håndtering. Uforurenet jord kan også blive betragtet som affald, hvis det bliver opbevaret over længere tid uden planlagt anvendelse.
Klassificering af jord
Miljøstyrelsen klassificerer jord som affald efter definitionerne i affaldsbekendtgørelsens § 4, stk. 2. Dvs. som farligt affald, forbrændingsegnet affald (i helt særlige tilfælde), deponeringsegnet affald eller affald egnet til materialenyttiggørelse.
Et af grundlagene for klassificering er jordkvalitetskriterierne. Ud fra dem kan vi afgøre, hvilken forureningsgrad jorden har. Det kan have betydning for den efterfølgende anvendelse og vil typisk kræve, at der foreligger analyser af jorden.
Klassificering kræver også en grundig beskrivelse af jorden. Fotos af jorden vil være obligatoriske for at kunne dokumentere, om jorden f.eks. er fri for fremmedlegemer. Det samme vil oplysninger om påtænkt anvendelse, f.eks. godkendelser eller tilladelser samt påtænkt modtageanlæg.
Jord som husholdningsaffald eller erhvervsaffald
Jord opgravet hos en privat husstand vil som udgangspunkt være husholdningsaffald, medmindre jorden er overdraget til en entreprenør/håndværker, inden jorden bliver til affald.
Jord, der stammer fra en virksomhed, eller som er blevet overdraget som beskrevet ovenfor, er som udgangspunkt erhvervsaffald.
Det har ingen betydning for selve klassificeringen, om jorden er husholdnings- eller erhvervsaffald, men det kan have betydning for, hvilke oplysninger Miljøstyrelsen skal bruge.
Jord som biprodukt
Jord kan klassificeres som biprodukt, hvis en række betingelser er opfyldt. F.eks. skal jorden være planlagt anvendt umiddelbart efter opgravning/frembringelse. I de tilfælde vil jorden blive betragtet som et biprodukt i en proces.
Det er en individuel vurdering, hvornår det er tilfældet, men følgende figur kan give et overblik over de betingelser, der skal være opfyldt, hvis jorden er et biprodukt.
End-of-waste for jord
Miljøstyrelsen kan træffe afgørelse om, at jorden kan ophøre med at være affald, også kaldet End-of-waste.
Ved afgørelse om affaldsfasens ophør skal en række betingelser være opfyldt. Nedenfor kan du se et overblik over, hvad det kræver. Jorden skal samtidig være teknisk egnet til formålet.
Forskellen på et biprodukt og End-of-waste er, at et biprodukt er et restprodukt, der aldrig har været affald, dvs. kriterierne skal være opfyldt på frembringelsestidspunktet.