Projektet blev gennemført i et samarbejde mellem industripartnere og vidensinstitutioner og omfattede både laboratorieforsøg, skorstenssimulering og installation på skib. De centrale tekniske udfordringer – især relateret til måleteknik, kalibrering i varm røggas og integration under maritime forhold – blev løst gennem systematisk test, ombygning af referenceudstyr og tæt dialog mellem parterne.
Resultaterne viser, at sensorplatformen kan måle pålideligt under maritime forhold med høj korrelation til eksisterende referenceudstyr. Sensoren giver mulighed for at dokumentere både partikelmasse (PM2.5) og black carbon i realtid – uafhængigt af partikeltype og størrelsessammensætning. Kvalificeret datagrundlag fra den nye sensorteknologi vil understøtte både regulering, dokumentation og indførelse af emissionsreducerende tiltag i den maritime sektor.
Projektet har skabt grundlag for kommercialisering af en in-situ maritimsensor til kontinuerlig PM/BC-måling, styrket kompetencer og netværk på tværs af værdikæden og bidrager til at forberede branchen på kommende miljøreguleringer fra IMO og EU. Teknologien har desuden potentiale for overførsel til andre brancher med tilsvarende målebehov.