Automatisering af selektiv høstning og klargøring af murelementer til genbrug og upcycling

Rapporten undersøger mulighederne for at automatisere selektiv høstning og klargøring af murelementer fra nedrivningsklare bygninger med det formål at øge genbrug og upcycling af murværk i dansk byggeri. Baggrunden er et betydeligt ressource- og klimaaftryk fra branchen, hvor 225.000 tons murstensaffald årligt downcycles, bl.a. pga. cementmørtels høje styrke, som vanskeliggør adskillelse af mursten og direkte genbrug.

Projektet udvikler et semi automatisk skæreværktøj – en “murhøster” – der effektivt kan udskære standardiserede murfelter (940 × 940 mm) med minimal beskadigelse. Værktøjets design omfatter præcisionsstyring, rotationsmekanisme og løfteramme, som forbedrer arbejdsmiljøet og reducerer tidsforbrug og omkostninger. Parallelt udvikles en algoritme, der optimerer udskæringsplaner baseret på bygningens geometri og økonomi.


Projektet kortlægger hele værdikæden fra screening af donorbygninger, udskæring, logistik og opbevaring til design og montering af murfelter i nyt byggeri. Et nyt designkoncept baseret på murkonsoller muliggør montering uden betonbagplade, hvilket reducerer CO₂ udledning markant og forbedrer fremtidig demonterbarhed. LCA analyser viser, at løsningen nærmer sig klimaperformance for genbrugte enkeltsten og væsentligt overgår både standardmurværk og tidligere upcyclede koncepter.


Økonomiske analyser peger på, at procesoptimering, standardisering og skaleret produktion er centrale for konkurrencedygtighed. Projektet anbefaler fortsat teknologisk udvikling, etablering af standarder og samarbejde på tværs af branchen.


Samlet viser projektet, at automatiseret høstning af murelementer kan blive en nøgleteknologi til at øge cirkulariteten i byggeriet – forudsat yderligere modning, branchetilpasning og politisk understøttelse.

Læs MUDP-rapporten her.