PFAS-påvirkning fra hav til land

Miljøprojekt nr. 2307, August 2025

PFAS-påvirkning fra hav til land – Del 1

Et litteraturstudie har samlet nationale og internationale undersøgelser, der viser, at PFAS i havet kan opkoncentreres via bølger, havskum og aerosoler og derefter spredes til kystnære områder. Her kan det medføre forhøjede niveauer af PFAS i jord, grundvand, overfladevand og græs.

Feltundersøgelser ved Husby Plantage i Vestjylland har omfattet prøver af havvand, havskum, jord, terrænnært grundvand og overfladevand. Resultaterne viser blandt andet:

  • PFAS22 er fundet i 11 ud af 23 jordprøver (op til 7 µg/kg TS), uden tydelig sammenhæng med afstand til havet.
  • I grundvandsboringer på tværs af et transekt ses aftagende PFAS-koncentrationer med øget afstand fra kysten. Indholdet af PFAS overstiger GKK i alle boringer, især PFOA og PFOS.
  • I overfladevand (søer og vandhuller) er PFAS påvist i koncentrationer op til 110 ng/l. Miljøkvalitetskravet for PFOS (0,65 ng/l) er overskredet markant i alle prøver. Sammen med andre undersøgelser, bl.a. fra Fanø og Thyborøn, indikerer resultaterne, at diffus PFAS-forurening fra havet kan påvirke jord og vand i kystnære områder. Denne belastning kan udgøre en risiko for kystnære drikkevandsboringer og dyreliv op til 5–10 km fra kysten. Projektets viden kan anvendes i forureningsundersøgelser, jordflytninger, byggeprojekter og ved planlægning af vandindvinding i kystnære områder

Læs publikationen her