Vejledning om B-værdier

Vejledning nr.72

Denne vejledning indeholder retningslinjer og definitioner, som gælder for B-værdier. B-værdien (bidragsværdien) er en grænseværdi for den enkelte virksomheds bidrag til luftforureningen i omgivelserne.

Vejledningen beskriver endvidere de forhold der gælder for særlige stoffer og stofgrupper som blandingsfortyndere, lægemiddelstoffer mv., olie- og kulafledte stoffer og produkter samt PAHforbindelser.

Vejledningen erstatter B-værdivejledningen fra 2016. Med denne vejledning er definitionen af blandingsfortyndere præciseret. Desuden er teksten om lægemiddelstoffer konsekvensrettet i forhold den reviderede nye udgave af Luftvejledningen og tabelhenvisningerne i B-værdilisten er tilrettet, så de passer hertil.

B-værdierne er som udgangspunkt fastsat på baggrund af luftkvalitetskriterier, og vejledningen henviser derfor til Miljøstyrelsens vejledning nr. 5, 2006, som beskriver hvorledes disse fastsættes. Såfremt virksomheder, kommuner eller andre selv udarbejder et luftkvalitetskriterium efter de gældende principper beskrevet i omtalte vejledning, vil Miljøstyrelsen gerne orienteres herom med henblik på eventuel udvidelse af B-værdilisten.

B-værdivejledningen henviser flere steder til Luftvejledningen. Dette skyldes blandt andet, at der for hvert stof på B-værdilisten er oplyst stoffets hovedgruppe og klasse samt en henvisning til den relevante tabel herfor i Luftvejledningen, hvori der er oplysninger om stoffets massestrømsgrænse og emissionsgrænseværdi.

Vejledning om B-værdier vil løbende blive opdateret med nye B-værdier, og kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside for grænseværdier. Datablade og kriteriedokumenter i form af baggrundsrapporter for stoffer med B-værdier findes desuden fremover som selvstændige dokumenter på denne hjemmeside hos Miljøstyrelsen.

Vejledning om B-værdier er beregnet til anvendelse sammen med Luftvejledningen, og i det omfang det er relevant, sammen med brancherelaterede bekendtgørelser, vejledninger og orienteringer.

Læs publikationen her.