I 1974 udsendte Miljøstyrelsen den første vejledning om begrænsning af luftforurening fra virksomheder, vejledning nr. 7/1974, som blev afløst af vejledning nr. 6/1990.
Nærværende vejledning, der er Miljøstyrelsens fjerde Luftvejledning, erstatter vejledning nr. 2/2001 om begrænsning af luftforurening fra virksomheder og de tilhørende supplementer mv.
Luftvejledningen skal ses og anvendes i tæt sammenhæng B-værdivejledningen. Som følge af revisionen af vejledning nr. 2/2001 har der været nødvendigt med en række konsekvensrettelser i B-værdivejledningen. Derfor udsender Miljøstyrelsen samtidigt en revideret B-værdivejledning, som erstatter B-værdivejledningen, vejledning nr. 20/2016.
Siden 2001 har Miljøstyrelsens Referencelaboratorium for måling af emissioner til luften (RefLab) og Aarhus Universitet (DCE) udgivet en række rapporter og notater inden for luftvejledningens område, og Ref-Lab har offentliggjort en lang række spørgsmål-svar om tolkning af anvisninger i Luftvejledningen. Desuden ligger der ca. 20 års erfaringer fra brug af Luftvejledningen ved administration af miljøbeskyttelseslovens regler. Disse forhold udgør tilsammen hovedårsagen til, at arbejdet med revision af vejledning nr. 2/2001 blev igangsat.
Herudover er der sket en række væsentlige ændringer af reguleringen af de store virksomheder i Danmark med gennemførelsen af IE-direktivet. Også af den grund har Miljøstyrelsen fundet det hensigtsmæssigt at revidere og tydeliggøre, hvordan vejledningen skal anvendes i forhold til BAT-konklusioner mv.
Emissionsgrænseværdierne for PCB, dioxiner, formaldehyd og PAH, der alle tilhører hovedgruppe 1, samt hovedgruppe 2 stoffer og TVOC er videreført uændret fra vejledning nr. 2/2001. Det er imidlertid Miljøstyrelsens vurdering, at flere af disse emissionsgrænseværdier ikke længere er udtryk for bedste tilgængelige teknik (BAT). Miljøstyrelsen vil derfor på baggrund af bl.a. vedtagne BAT-konklusioner følge op med en vurdering af, om der er grundlag for at skærpe emissionsgrænseværdierne og i hvilket omfang. Evt. skærpelser vil blive udsendt i et supplement til luftvejledningen, som forinden sendes i offentlig høring.
I forhold til vejledning nr. 2/2001 er de vigtigste ændringer i denne vejledning følgende:
• Nyt afsnit om emissionsbegrænsning af diffuse kilder
• Nyt afsnit om metoder til estimering af depositioner
• Forenklet regulering af hovedgruppe 1 stoffer, så der fremover kun er krav om absolutfiltrering for det mest sundhedsskadelige støv tilhørende hovedgruppe 1, mens de øvrige hovedgruppe 1 stoffer reguleres af emissionsgrænseværdier
• Nye emissionsgrænseværdier for anlæg til indirekte tørring
• Nyt afsnit om emissioner fra visse pyrolyse- og forgasningsanlæg
• Emissionsbegrænsning og afkasthøjder for visse typer svejsning (Svejserøgsvejledningen er indarbejdet i Luftvejledningen)
• Nye afsnit om kontrol med kul- og partikelfiltre
• Uddybning af retningslinjer for AMS-kontrol, herunder kvalitetssikring af AMS
• Præcisering af hvilke hovedgruppe 1 stoffer der kan få lempet B-værdi ved intermitterende drift
• Bortfald af stikprøvekontrol som egenkontrolmetode
• Nyt afsnit om håndtering af våde gasser i OML-beregninger
• Overgang til brug af 10 års meteorologi (Aalborg 1974-83) ved OML-beregninger
10 Miljøstyrelsen / Luftvejledningen - Begrænsning af luftforurening fra virksomheder
• Præcisering af sumregler, der gælder ved fastsættelse af emissionsgrænseværdier ved udledning af flere stoffer tilhørende samme stofgruppe
• Luftvejledningens afsnit om regulering af lugt er overført til 1. supplement til lugtvejledningen.
Herudover er vejledningen generelt uddybet og suppleret med en lang række eksempler.