Pesticider og biocider i den danske pindsvinebestand

Bekæmpelsesmiddelforskning nr. 220, marts 2024

I dette projekt blev forekomsten af pesticider og biocider i individer i den danske pindsvinebestand undersøgt. Faktorer, der potentielt kunne forklare bekæmpelsesmidlernes niveauer i pindsvinene, såsom køn, alder, lokation, dødsårsag, habitattype samt tilstedeværelsen af mecC-MRSA og endoparasitter i de testede pindsvin, blev vurderet.
I projektet blev der anvendt leverprøver fra 115 døde pindsvin indsamlet af frivillige borgere over hele Danmark i 2016, i Det Danske Pindsvineprojekt. Disse prøver blev analyseret for et udvalg af rodenticider (N= 7), insekticider (N= 4) og herbicider (N= 8). Derudover blev leverprøver fra 17 udvalgte pindsvin analyseret med non-target screening.
Rodenticider blev fundet i 84% af prøverne (N= 97/115), insekticider i 43% af prøverne (N= 50/115) og herbicider i 50% af prøverne (N= 58/115).
Non-target analyserne af 17 udvalgte pindsvin viste henholdsvis 35 og 38 kemiske stoffer. Der blev blandt andet tentativt identificeret 12 POP-stoffer, 16 bekæmpelsesmidler og 24 forskellige lægemidler.
Sammenfattende viste undersøgelsen, at en række bekæmpelsesmidler, samt andre menneskeskabte kemikalier såsom lægemidler og POP-stoffer, kan påvises i leverprøver fra danske pindsvin. Det er dog ikke muligt at fastslå med sikkerhed, om denne eksponering udgør en risiko for pindsvinenes helbred, da der mangler data vedrørende toksiske effektgrænser for pindsvin. Positive fund omfattede både godkendte og ikke-godkendte bekæmpelsesmidler, samt kemikalier, der tidligere lovligt har været anvendt i Danmark. Med undtagelse af nogle få regionale forskelle i detektionsfrekvenserne, viste analyserne, at eksponeringen for bekæmpelsesmidler var jævnt fordelt blandt de undersøgte pindsvin, og derfor tilsyneladende ikke var påvirket af faktorer som alder, køn, habitattype, dødsårsag og forekomsten af mecC-MRSA og endoparasitter.

Læs rapporten her.